Millionsatsning står bag dansk succes på isen
Cassandra Repstock-Romme og Michele Brix var med til at spille Danmark til OL i ishockey. Foto: Nordphoto Gmbh / Hafner Via Www./Ritzau Scanpix
Nordphoto Gmbh / Hafner Via Www./Ritzau Scanpix
Billetten til vinter-OL er belønning for en kraftig økonomisk oprustning af kvindernes ishockeylandshold.
Det kommer ikke ud af det blå, at det kvindelige danske ishockeylandshold søndag skaffede sig adgang til vinter-OL for første gang nogensinde.
Tværtimod har holdet været genstand for en millionsatsning, siden Det Internationale Ishockeyforbund i 2018 valgte at udvide OL-turneringen fra otte til ti nationer.
Pengene har været med til at løfte landsholdet, der ellers er handicappet af, at landstræneren kun har lidt over 200 aktive seniorspillere at vælge imellem.
- Vi tog en strategisk beslutning om, at vi ville prøve at give det et skud, fordi vi så nogle spændende tendenser. Vi har aldrig samlet spillerne så meget, som vi gør nu, siger Danmarks Ishockey Unions direktør, Ulrik Larsen.
- Vi har også arbejdet tæt sammen med Team Danmark, der har stillet ekspertydelser til rådighed. Vi har haft en konsulent med hele vejen og har haft fysisk træner og diætist. Det er et sammensurium af ting.
For ganske få år siden brugte DIU i underkanten af en halv million årligt på kvindelandsholdet.
Det beløb er som minimum blevet femdoblet i jagten på sportslig succes.
- Vi har brugt mellem to og tre millioner kroner på holdet alene i år. Vi har en cheftræner fra Sverige (Peter Elander) og en assistent fra Canada (Tim Bothwell), og vi har to-tre ekstra trænere fra eget regi.
- Men pengene er især gået til ekstra træningssamlinger. Det koster jo noget, når man skal samle 30 spillere og trænere og ledere på et hotel. Derfor er det ekstra dejligt, når det lykkes, siger Ulrik Larsen.
Satsningen har foreløbig været en pæn succes. Holdet rykkede op i øverste VM-gruppe i 2019 og debuterede med coronaforsinkelse i det fine selskab tidligere i år.
Og i den forgangne weekend lykkedes det altså for første gang at bane sig vej til vinter-OL foran blandt andet Tyskland, der er rangeret som nummer otte i verden.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie