Mourinho skal tre dage i skammekrogen efter hiv i næsen
José Mourinho gik efter slutfløjt hen og plantede sin højre hånd om tuden på Galatasary-træner Okan Buruk, der straks kastede sig i græsset og tog sig til næsen. (Arkivfoto). Foto: Murat Akbas/Ritzau Scanpix
José Mourinho greb onsdag fat i næsen på Galatasarays træner efter Fenerbahces 1-2-nederlag til rivalen.
Den tyrkiske klub Fenerbahce må klare sig i de næste tre kampe uden cheftræner José Mourinho på sidelinjen.
Efter midtugens 1-2-nederlag i pokalen til rivalen Galatasaray hev den portugisiske træner fat i næsen på modstanderholdets cheftræner, Okan Buruk, og det koster tre dage i skammekrogen.
Det skriver Det Tyrkiske Fodboldforbund lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Derudover skal 62-årige Mourinho betale en bøde på lidt over 52.000 kroner.
Portugiseren gik efter slutfløjt hen til trænerkollegaen Okan Buruk, der stod med ryggen til, og plantede sin højre hånd om tuden på Buruk.
Galatasaray-træneren kastede sig straks ned i græsset og tog sig til næsen, mens Mourinho blev ført væk.
Kampen fik en højdramatisk afslutning, da hele tre spillere - to fra Galatasaray og én fra Fenerbahce - blev udvist, efter at opgøret var fløjtet af.
José Mourinho blev også selv præsenteret for det røde kort, og cheftræneren kan altså nu se frem til karantæne i ligakampene mod Trabzonspor, Sivasspor og Kayserispor.
Så sent som i februar blev Mourinho idømt både bøde og karantæne efter en ligakamp også mod Galatasaray.
Dengang kritiserede han niveauet hos den tyrkiske dommerstand og kaldte Galatasaray-spillerne på udskiftningsbænken for "hoppende aber".
Onsdagens nederlag betyder, at Fenerbahce er færdig i den tyrkiske pokalturnering, mens Galatasaray er videre til semifinalerne.
I den tyrkiske liga kæmper de to klubber om mesterskabet. Fenerbahce er seks point efter Galatasaray, der topper tabellen. Mourinhos mandskab har dog spillet en kamp færre end rivalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie