NFH præsenterer nyhed midt i påskeferien

Foto: Ingrid Riis, arkivfoto

De forsvarende danske mestre i kvindehåndbold har indkaldt til "stort presseevent" skærtorsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldligaklubben NFH går en travl uge i møde. I morgen onsdag tager de forsvarende danske mestre i kvindehåndbold hul på slutspillet med en udekamp mod Team Esbjerg. Lørdag gælder det endnu en slutspilskamp hjemme i Nykøbing mod Randers HK, og tirsdag venter grundspilsvinderne fra København Håndbold i Arena Næstved.

Men ind imellem det hele har klubben også inviteret til det, den selv betegner som "et stort presseevent". Det sker skærtorsdag klokken 16.45 på hjemmebanen i Power Arena i Nykøbing.

Ifølge et opslag på klubbens Facebook-side, vil man her præsentere "fremtidens NFH-trup og andre spændende tiltag", som det formuleres.

Af opslaget fremgår det også, at Kent "Kenno"Pedersen fra det hedengangne band Djämes Braun deltager, men hvad hans rolle bliver, fremgår ikke. Han er dog næppe blandt den eller de nye spillere, som klubben måske præsenterer.

NFH mangler i øjeblikket blandt andet at tilknytte en målvogter som erstatning for Mie Sørensen til næste sæson og en stregspiller som erstatning for nyindkøbet Line Skak, der er blevet langtidssskadet og næppe når at blive klar til ret mange kampe i næste sæson.

Truppen er i denne sæson blot på 14 spillere, så der er plads på holdkortet til et par navne ekstra efter sommerferien. NFHs cheftræner Jakob Larsen er dog ikke meget for at afsløre noget inden presse-eventet, som i øvrigt er åbent for alle interesserede.

- Jeg vil ikke sige noget om, om der bliver præsenteret nul eller fem, eller hvor mange spillere. Jeg vil heller ikke sige noget om, hvorvidt truppen er fuldendt, før kabalen er løst, siger han.

Han understreger dog, at ambitionerne for næste sæson - ligesom det var tilfældet i denne sæson - er at komme med i slutspillet om det danske mesterskab.
- Vi vil gerne i slutspillet, og vi vil også gerne kæmpe om en plads i top-fire igen. I år har holdet været stærkt nok til, at vi kunne nå slutspillet. Vi prøver hele tiden at optimere tingene, og vi tror da på, at det vi gør, er det rigtige, slutter Jakob Larsen.