NFH spiller også Champions League efter nytår

NFH vandt 36-28 over polske Vistal Gdynia i Champions League. Billedet stammer fra den første puljekamp i Arena Næstved. Et opgør NFH vandt med seks mål. Foto: Per Rasmussen

Falstringerne vandt stort over polsk hold.

Offentliggjort Sidst opdateret

NFH's håndboldkvinder kvalificerede sig endegyldigt til hovedrunden i Champions League, da falstringerne fredag aften vandt 36-28 på udebane over Vistal Gdynia.

NFH sad bortset fra nogle sløje minutter i begyndelsen af anden halvleg tungt på opgøret i Gdansk. Efter 15-10 ved pausen udlignede Vistal Gdynia til 18-18.

Det blev startskuddet til syv forrygende minutter, hvor NFH scorede ni mål i træk til 27-18. Ballet var forbi.

NFH og kampens topscorer blev Johanna Westberg, der scorede 11 mål.

Hovedrunden spilles efter nytår. Forinden spiller NFH den sidste puljekamp i gruppe A søndag 19. november mod slovenske Krim Mercator i Arena Næstved.