Landstræner Ulrik Wilbek modtog to dårlige nyheder torsdag. Først kom meldingen om, at den stærke stregspiller Jesper Nøddesbo er blevet ramt af en diskusprolaps.
Senere torsdag tikkede en ny kedelig meddelelse ind. Den skudfarlige bagspiller Nikolaj Markussen er kommet alvorligt til skade under træning i sin spanske klub Atlético Madrid.
Begge spillere blev onsdag udtaget til bruttotruppen til EM i januar, men det er ikke sikkert, at spillerne bliver klar til næste måneds håndbold-slutrunde i Serbien.
- Jesper Nøddesbo har torsdag meddelt, at man har konstateret, at han er blevet ramt af en diskusprolaps, og det bevirker selvsagt, at han må betragtes som tvivlsom til EM, siger landstræner Ulrik Wilbek til Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside.
Lægerne i den spanske storklub har vurderet, at stregspilleren skal træne sin ryg fremfor at gennemgå en operation.
- Nu må vi væbne os med tålmodighed og se, hvordan Nøddesbos situation udvikler sig. Men han vil ikke være med i den trup til Totalkredit Cup, som jeg næste torsdag udtager og offentliggør ved et pressemøde i Horsens, siger Ulrik Wilbek.
Det ligner skæbnens ironi, at Ulrik Wilbek mindre end et døgn efter at have udtrykt skepsis over for reglen om at indberette 28 spillere en måned før slutrunderne, har modtaget kritiske meldinger fra to af sine nøglespillere.
- Nikolaj er vredet voldsomt om på sin ene ankel, og når hævelsen har lagt sig, vil en undersøgelse tirsdag fastslå hvor alvorlig skaden er.
- Det begynder så småt at ligne det, min kollega Jan Pytlick har været igennem med kvindelandsholdet op til VM, men jeg håber sandelig, vi ikke når helt derud, hvor kvinderne har været, siger Ulrik Wilbek.
I 2010 blev Markussen knæskadet, lige som han stod på tærsklen til sit store internationale gennembrud.
Han var derfor ikke med ved VM i januar og fik først comeback på landsholdet under november måneds Super Cup i Tyskland.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie