Nordfalster får ny cheftræner
Anders Sørensen (tv) og Michael Pedersen har tidligere arbejdet sammen som trænere i Nykøbing FC. Nu genoptager de samarbejdet i Nordfalster. Foto: Privat
Privat
Anders Sørensen bliver genforenet med Michael Pedersen.
NØRRE VEDBY Efter at have været cheftræner gennem de seneste 2½ år i Nordfalsters Forenede Boldklubber træder Michael Pedersen et skridt tilbage for at blive assistenttræner. Hans afløser bliver Anders Sørensen.
Dermed genforenes Michael Pedersen og Anders Sørensen. De har tidligere arbejdet sammen som trænere for Nykøbing FC's andethold.
Anders Sørensen har stået uden trænerjob, siden han efter få spillerunder i efterårssæsonen pludseligt stoppede som træner for Nykøbing FC's Sjællandsseriehold.
- Jeg syntes ikke længere, at det var sjovt. Og man skal have glæden ved at være træner, når man bruger så mange timer på opgaven, begrunder Anders Sørensen sit NFC-farvel i utide.
Men lysten til at gøre brug af sin træneruddannelse har været intakt - og det bliver fremover Nordfalster, der får glæde af den A-træneruddannede Anders Sørensen, som også har en fortid som førsteholdstræner i Listrup.
Gensyn med spillere
- Det bliver dejligt at komme i gang på ny - og så som cheftræner i en fodboldklub, hvor Michael Pedersen har bygget noget rigtig godt op.
- Samtidig skal jeg træne nogle af de spillere, som jeg tidligere har haft med at gøre i NFC, siger Anders Sørensen, som føler sig klædt på til at rykke Nordfalsters førstehold endnu mere. Og frem for alt: Sikre overlevelse i Sjællandsserien.
- Det er mit og klubbens mål, at vi skal have tre hold under os, når vi har spillet den sidste kamp i Nakskov 13. juni. For vi skal også spille i Sjællandsserien i næste sæson, understreger Anders Sørensen.
Det glæder Michael Pedersen, at han kan slippe tøjlerne som cheftræner.
- Jeg gør det af hensyn til min familie. Det er tidskrævende, at arbejde som cheftræner. Men jeg ville under ingen omstændigheder forlade projektet, som jeg har været med til at bygge op, så havde klubben ikke fundet en kompetent afløser, ville jeg også have været cheftræner i forårssæsonen, afslører Michael Pedersen, som for et halvt år siden førte førsteholdet op i Sjællandsserien.
To assistenter
Anders Sørensen får ikke bare én men hele to assistenter, idet Sten Wagner fortsætter på posten.
- I al beskedenhed mener jeg, at vi råder over et særdeles kompetent trænerteam, siger spillende seniorudvalgsformand Mads Tiller Hansen, som også har fundet endnu en træner til andetholdet, som har kvalificeret sig til oprykningsspillet til LF-serien.
Nicklas Sander Rasmussen, som har spillet på førsteholdet i efterårssæsonen, bliver spillende assistenttræner for andetholdet, hvor Daniel Petersen fortsætter med at stå med det overordnede ansvar.
Anders Sørensen bliver næppe eneste nye ansigt i Nordfalster. Rygtebørsen vil vide, at flere nye spillere er på vej.
- Vi tror også, at der dukker nye spillere op, når vi genoptager træningen i slutningen af januar. Men vi kan ikke afsløre navne - endnu, lyder det samstemmende fra Michael Pedersen og Mads Tiller Hansen.
Nordfalster overvintrer med syv point på næstsidstepladsen i Sjællandsserien.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie