Norsk CL-mester løber Odense over ende efter pausen
Odense kunne ikke stoppe Vipers-tjekken Marketa Jerabkova, der scorede otte mål. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Odense Håndbold fulgte med i første halvleg, men tabte klart til Vipers Kristiansand i Champions League.
For anden uge i træk måtte Odense Håndbold se sig slået i Champions League.
Lørdag tabte fynboerne på hjemmebane i Gudme med 24-34 til norske Vipers Kristiansand, der har vundet Champions League de seneste to sæsoner.
Kampen var ekstra speciel, fordi Vipers-træner Ole Gustav Gjekstad fra næste sæson skal stå i spidsen for netop Odense.
Med resultatet står det klart, at Odense ikke slutter blandt de to bedste i gruppe A, der avancerer direkte til kvartfinalerne efter gruppespillet.
Odense ligger nummer tre med 14 point for 12 kampe og må igennem en runde mere i slutspillet.
Rumænske CSM Bucuresti og Vipers har begge 19 point og tager de direkte pladser til kvartfinalerne.
Vipers fik da også vist, hvorfor holdet de to seneste sæsoner er strøget helt til tops i den fornemmeste klubturnering.
Odense fulgte godt med i første halvleg, men fra starten af anden halvleg var Vipers et niveau bedre.
Odense fra godt med fra start og førte med 6-5. Ikke mindst stregspilleren Rikke Iversen kom godt i gang med tre mål i de første ni minutter.
Det blev dog den sidste fynske føring i kampen, da Vipers fik dog et mindre overtag og frem mod pausen for det meste førte med et par mål. Således også halvvejs, hvor stillingen lød på 15-13.
Odense reducerede straks efter pausen til 14-15, men så fulgte en god Vipers-periode med fire mål i træk, og Odense-træner Ulrik Kirkely kaldte til timeout efter fem minutter, da holdet var kommet bagud med 14-19.
Det hjalp dog ikke synderligt. Vipers fortsatte i sit høje gear, og særligt den svenske venstreback, Jamina Roberts, var flyvende i den periode. Med sit sjette mål på lige så mange forsøg scorede hun til 22-16.
Også den tjekkiske bagspiller Markéta Jerábková var godt skydende. Da hun scorede til 28-21, var det hendes ottende træffer. Med 13 minutter tilbage lignede det en afgørelse.
Det skulle da også kun blive et spørgsmål om sejrens størrelse, og den endte altså på ti overskydende mål.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie