Norsk kløgt væltede Odenses defensive mur i CL
Vipers Kristiansand i hvidt fik pakket kvinderne fra Odense sammen søndag på Fyn. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Odense havde planen klar mod CL-mestrene fra Vipers, men nordmændene var for kloge, siger fynboernes anfører.
Trods en scoringspause på mere end syv minutter undervejs fik de danske håndboldmestre fra Odense sat 27 mål ind på Champions League-vinderne fra Vipers Kristiansand søndag.
Det var dog et pænt stykke fra at være nok til sejr, da nordmændene smækkede 32 bolde ind i modsatte ende.
Fynboernes anfører, Kamilla Larsen, følte ellers, at holdet lykkedes med en del af planen for at dæmme op for de stærke nordmænd, som dog bare var for kloge.
- De spillede sindssygt klogt. Deres pres var super godt og styret af Isabelle Gulldén, som er en meget klog spiller, siger Kamilla Larsen.
- Vi var egentlig okay til at styre deres førstepres, som vi også havde set på video, men når de blev ved med at holde presset, så kunne vi ikke holde stand. Og så kom de lidt for let til deres mål. Vi havde en svær dag på kontoret i forsvaret.
Gulldén stod for fem mål, mens stjernen på højre back, Nora Mørk, satte syv scoringer ind.
De to spillere var de vigtigste navne i forhold til Odenses defensive plan. Men planen med dem mislykkedes.
- Vi fik ikke lokket Vipers til at gå på vores yderside i modsatte side, selv om vi forsøgte at gå over på Gulldén og Nora Mørk. De var sindssygt kloge, de holdt presset og kom alligevel igennem, hvor de gerne ville, siger Kamilla Larsen.
Det danske mesterhold får allerede i næste weekend mulighed for revanche, når de to hold spiller returkamp i gruppespillet på norsk grund.
Selv inden træner Ulrik Kirkely har set video af søndagens kamp, ved han godt, hvor der blandt andet skal sættes ind for ikke at blive trykket ned af nordmændene pres.
- Vi manglede at lave lidt flere spilstop helt generelt. Vi evnede ikke at bryde deres rytme. Vi stod ikke stærkt nok i de situationer, hvor vi kunne lukke spillet ned. Det er noget af det, vi skal have ændret til om en uge, siger han.
Odense var uden landsholdsmålvogter Althea Reinhardt i målet og med landsholdsprofilen Mie Højlund syg og kun ganske kort på banen søndag.
Der er forhåbninger om, at begge er klar til næste weekend, og det kan være noget af det, som kan tippe cifrene i danskernes favør, mener Kamilla Larsen.
- De betyder meget. Mie løfter en kæmpe opgave på vores hold både defensivt og offensivt. Hende har vi brug for. Og Althea har stået med sindssygt høje redningsprocenter, lyder det fra anføreren.
Ulrik Kirkely er da også fortrøstningsfuld inden kampen i Norge.
- Vi må bare erkende, at Vipers var skarpere i dag i stort set alle spillets detaljer. Derfor endte det også med et femmålsnederlag, siger han.
- Det må man nogle gange bare acceptere, men det er ikke det samme som, at vi ikke kan gå op til Vipers og vinde om en uge.
Seneste artikler
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked