Nye impulser skal sløre revner i dansk EM-fundament

Anne Mette Hansen tackler igennem på Norges Stine Skogrand i en testkamp kort før EM. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En stor del af det defensive fundament mangler til EM, men det kan også give modstanderne udfordringer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Landstræner Jesper Jensen er rejst til EM uden Kathrine Heindahl og Mette Tranborg, to af de absolutte grundpiller i det defensive fundament, som har bragt det danske kvindelandshold tilbage i verdenstoppen.

Og han er ikke blind for, at manglen på den stensikre base, som de to udgjorde foran ligeledes fraværende Sandra Toft i målet, sætter flere spørgsmålstegn ved holdets robusthed.

- Det er et nyt fundament. Det er en ny gruppe og et nyt hus, der skal bygges med andre byggeklodser. Langt hen ad vejen ser det positivt ud, men vi er også klar over, at det, som vi prøver at bygge højere, måske også er lidt mere skrøbeligt, indrømmer han.

- Hvad sker der for eksempel, hvis vi taber en vigtig kamp? Hvad gør det? Det har vi ikke prøvet med det her hold endnu. Der vidste vi godt før, hvem der så gik forrest, og der skal vi skabe noget nyt nu.

I lyset af afbuddene fra Tranborg og Heindahl var fravalget af anfører Sandra Toft også ekstra overraskende. Men trods det lidt mere porøse fundament mener han stadig, at kulturen på holdet kan bære.

- Vi har gjort os mange tanker om kulturen, som vi går rigtig meget op i. Derfor har vi også tænkt meget over de til- og fravalg, vi har gjort. Vi er bevidste om, hvad vi risikerer at kunne stå og mangle, men det giver også muligheder for nogle andre ting, forklarer landstræneren.

En af de ting kan være en lidt større fleksibilitet i den defensive struktur. Det så man antydninger af i sidste uges testkampe. Blandt andet forsøgte man i en periode at møde Norge med et 5-1-forsvar.

- Jeg tror måske, vi kan dække lidt mere offensivt op til tider. Og så jeg tror, at forsvarsspillet kan være lidt mere impulsivt, lyder det fra den garvede back Anne Mette Hansen.

Så selv om der vil være flere sprækker i den danske mur, kan det også blive sværere end vanligt for modstanderne at forberede sig på danskerne.

Trods revnerne i fundamentet må det dog ikke gemmes for langt væk, slår Anne Mette Hansen fast.

- Vi har jo ikke brugt meget tid på de nye ting, men jeg synes, det er spændende. Jeg tror, at det kan noget, men der vil komme fejl. Så må vi se, om vi kan rette dem til og udnytte det til vores fordel, eller om vi må skrotte tingene, fordi vi ikke har haft tid nok til at arbejde med det, siger hun.

Første mulighed for at prøve nye ting af er fredag aften klokken 20.30, når Danmark åbner det indledende gruppespil mod Kroatien.

/ritzau/