Pep Guardiola: Jeg var blevet fyret i en større klub
Pep Guardiola har haft en svær første sæson i Premier League, hvor Manchester City kæmper om at sikre sig en plads til Champions League. Foto: /ritzau/AP/Martin Rickett
/ritzau/AP/Martin Rickett
Pep Guardiola vinder ingen titler i denne sæson. Var det sket i hans tidligere klubber, havde det været slut.
Manchester City-manager Pep Guardiola har været blandt de absolut mest vindende trænere de sidste ti år.
Men i denne sæson halter det en del for spanieren, der overtog ledelsen i Manchester City forud for denne sæson.
Klubben kæmper lige nu for at sikre sig tredjepladsen i Premier League, og det er ikke blevet til nogen trofæer i Guardiolas første år i klubben.
Havde Guardiola leveret de samme resultater i sine tidligere klubber, så var han røget som manager, siger han selv.
- Jeg blev presset, da jeg blev manager i Barcelona, og jeg havde ikke nogen erfaring eller resultater at dække mig ind under, siger han.
- Hvis du ikke har vundet noget i den klub efter seks måneder, så er du ude. I Barcelona og Bayern München skal du vinde med det samme, du får ikke en ekstra chance.
Tættest på en titel i denne sæson har Manchester City været i FA Cuppen, hvor de blev slået i semifinalen af Arsenal.
I Champions League måtte de lade livet i ottendedelsfinalen til overraskelsen fra Monaco, mens de i Liga Cuppen blev slået af Manchester United.
På trods af en sæson uden ædelt metal, har manageren en tro på, at hans hold i næste sæson vil komme stærkere tilbage.
- Her har de givet mig en ekstra chance, og den vil vi sammen forfølge. I en stor klub havde jeg været ude. Helt sikkert. Ingen tvivl, siger Pep Guardiola.
Manchester City er lige nu nummer fire i Premier League. Holdet er ét point efter Liverpool på tredjepladsen, men har spillet én kamp mindre.
Guardiola overtog Barcelona i 2008. Han trænede holdet i fire år og vandt det spanske mesterskab tre gange og Champions League to gange.
Herefter skiftede han til Bayern München, hvor han vandt mesterskabet tre år i træk. Det blev desuden til to tyske pokaltitler.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie