PORTRÆT: Håndboldnørd blev toptræner for stjernerne

Stefan Madsen fik chancen som Aalborg Håndbolds cheftræner i 2018 af direktør Jan Larsen (til venstre). Siden er det blevet til tre danske mesterskaber, to pokaltitler, tre Super Cup-titler og en finale i Champions League. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Stefan Madsen opnåede ikke det store som spiller, men er skræddersyet til jobbet som cheftræner i Aalborg Håndbold, mener direktøren og en tidligere spiller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han kender hver en krog i klubben. Han binder det hele sammen. Han uddelegerer. Han styrer. Og døren er altid åben.

Sådan lyder karakteristikken af Aalborg-cheftræner Stefan Madsen af håndboldkommentator Daniel Svensson og direktør Jan Larsen forud for den måske afgørende DM-finale mod GOG.

Den første DM-finale endte uafgjort og en eventuel vinder af søndagens dyst bliver dansk mester.

På papiret er Stefan Madsen ikke en stor håndboldkanon. Han har ikke haft en glorværdig karriere i harpikssporten. Som knægt voksede han op på Lolland og var playmaker i Maribo.

Det blev senere til et par sæsoner i den næstbedste række som fløj for Aalborg KFUM. Men det var også det.

- Jeg har spillet forsvindende få landskampe. For ikke at sige nul, som han stille udtrykker det en morgenstund få dage før DM-finale nummer to mod GOG.

Han blev folkeskolelærer, men håndboldnørden i ham ruskede så meget, at han tog sig en træneruddannelse. Derefter arbejdede han sig langsomt opad.

Han blev assistenttræner for HS Nord og siden Aalborg DH's kvinder i den næstbedste række, inden han i 2008 første gang blev håndboldkoordinator og assistenttræner i AaB Håndbold, som klubben hed dengang.

Efter et år tilbage på skolebænken som lærer i 2010 fik han et job som cheftræner for HC Leipzigs håndboldkvinder i årene fra 2011 til 2013.

Han stoppede et år før tid i Leipzig, som var langt ude i tovene og siden gik konkurs. Han kalder det en "ekstremt lærerig" tid.

- Min ledelsesstil passede ikke til den østtyske kultur, erkender han i dag.

Efter bruddet fik han i 2013 igen en stilling som håndboldkoordinator og assistent i Aalborg og havde også med de helt unge talenter at gøre.

I en årrække var han også ungdomslandstræner i dansk håndbold.

Efter en håndfuld år som assistent hos Aalborgs bedste mandskab blev han i 2018 tilbudt rollen som cheftræner.

Aalborg-direktør Jan Larsen havde kendt Stefan Madsen i flere årtier og var sikker i sin sag.

- En ting er at kunne begå sig som assistent og på ungdomsniveau, en anden ting er at stå med det fulde ansvar. Men jeg vurderede, at han sagtens kunne klare opgaven.

- Nogen gange skal man også turde at give folk chancen for at vise det. Det gjorde vi, og det har vi bestemt ikke fortrudt, siger Jan Larsen.

Det betød mindre, at Stefan Madsen ikke havde vundet noget som hverken spiller eller træner.

- Spillerne accepterede ham, og han blev hurtigt respekteret som en god leder, der turde uddelegere ansvar.

- Han har klaret det til UG. Han var mere usikker, da han startede, end han er nu. Han har fået mere selvtillid også qua de sportslige resultater, siger Jan Larsen.

Stefan Madsen har som cheftræner vundet tre danske mesterskaber, to pokaltitler, tre Super Cup-titler og Champions League-sølv.

Daniel Svensson, der i dag er håndboldekspert på TV2 og direktør i Ajax København, spillede under Stefan Madsen, da han var assistent.

Ifølge Daniel Svensson giver Stefan Madsen plads til spillerne, han lærer dem at kende og får dem til at fungere sammen som hold.

- Stefan Madsen er en mand med et kæmpe hjerte og en stor forståelse for mennesker og gruppedynamikker.

- Han har det menneskelige aspekt med. Han er en fantastisk menneskekender og møder spillerne i øjenhøjde, siger Daniel Svensson.

Som assistent sugede Stefan Madsen til sig, alt det han kunne. Under cheftrænerne Peter Bredsdorff-Larsen, Jesper Jensen og Aron Kristjánsson.

Nu er han sin egen.

- Stefan har udbygget sin trænerkarriere siden da og skabt sin egen identitet.

- Han fungerer som den perfekte manager. Han favner den brede rolle og ved, hvornår han skal lade andre komme til. Det er ideelt, når han råder over så store kapaciteter, mener Daniel Svensson.

Stefan Madsen understreger selv, at døren stadig er lige så åben for spillerne som tidligere. Det mærkede Daniel Svensson selv betydningen af.

- Stefan er en person, som giver sig til at høre på problemer - også i privatlivet. Jeg blev som spiller ikke behandlet som en eller anden form for slagtekvæg, der bare var et produkt, men som et helt menneske.

- Det er holistisk og spiller rigtig godt ind i den skandinaviske og danske måde at gå til håndbold på.

- Du kan godt have kæmpe trænerprofiler, der er ligeglade med, hvordan det går dig. Der handler det om kun om at præstere inde på banen. Gør du ikke det, så får du prygl, siger Daniel Svensson.

Jan Larsen erkender, at der er risiko for, at Stefan Madsen kan blive tilbudt et større job.

- Han har udviklet sig i takt med holdet, og han står som en toptræner i Europa. Men jeg tror, der skal meget til for at rive ham ud af dette projekt, siger Aalborg-direktøren.

I næste sæson skifter Mikkel Hansen til Aalborg, og året efter kommer Niklas Landin og Simon Hald.

Daniel Svensson har også svært ved at se Stefan Madsen ønske at være et andet sted end i det job, han har lige nu.

- Kigger man i glaskuglen og fremadrettet, findes der nok ikke et federe projekt i dansk håndbold, end det Aalborg er i gang med, siger Daniel Svensson.

Stefan Madsen har kontrakt hos Aalborg til sommeren 2025.

Finalekampen mellem Aalborg og GOG fløjtes i gang søndag klokken 17.

/ritzau/