PORTRÆT: Tomasson skal hjælpe Danmark til VM

Jon Dahl Tomasson var noget af en målsluger på landsholdet, hvor han scorede 52 mål.

Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens bedste inderside. Den hvide skorpion. Tomålsson.

Jo, Jon Dahl Tomasson nåede at få skrabet en del kælenavne til sig, da han udfoldede sig som farlig angriber på alverdens fodboldbaner.

Nu skal den 39-årige eksspiller være med til at genrejse det skrantende danske fodboldlandshold, der har kikset kvalifikationen til de seneste to slutrunder.

Jon Dahl Tomasson tiltræder den 1. juni på en toårig kontrakt som assistent for Danmarks nytiltrådte cheftræner, Åge Hareide, og duoen får til opgave at føre det danske hold til VM i Rusland i 2018.

Tomasson kommer med en meget tung ballast fra sin egen karriere på A-landsholdet, hvor han fra 1997 til 2010 spillede 112 landskampe og scorede 52 mål.

Det gør ham til den mest scorende spiller på landsholdet sammen med Poul "Tist" Nielsen.

Jon Dahl Tomasson har spillet sammen med en del af de nuværende spillere på landsholdet, hvor han selv var anfører i de afsluttende år af karrieren.

Han var anerkendt som en spiller med en veludviklet sans for at stå på det rette sted på det rette tidspunkt, og han var meget afgørende for det danske presspil.

Den nuværende assistenttræner i Vitesse udfoldede sig i mange år i hollandsk fodbold.

Først hos Heerenveen, der hentede Tomasson i Køge, da han var 18 år og gik i gymnasiet. Og senere hos Feyenoord, hvor han både blev hollandsk mester og vandt Uefa Cuppen, forløberen for Europa League.

Et tidligt ophold hos Newcastle i 1997/98-sæsonen blev en fiasko, og i klubber som Stuttgart og Villarreal var succesen også relativt begrænset.

Jon Dahl Tomasson havde til gengæld rimelig succes under svære vilkår hos AC Milan, som under danskerens ophold fra 2002 til 2005 var en af de ypperste klubber i europæisk fodbold.

På landsholdet havde Jon Dahl Tomasson det svært i de første år, men efter at han i juni 1999 fik scoret sit første landsholdsmål i en EM-kvalifikationskamp, så han sig ikke tilbage.

I de næste cirka ti år var Tomasson Danmarks suverænt bedste angriber, og hvis nogen skulle være i tvivl om det, kunne han blot henvise til sin bugnende målkonto.

Karrieren sluttede dog med en ærgrelse.

Efter en scoringspause i landsholdsregi på over to år kom Jon Dahl Tomasson i juni 2010 på måltavlen i det, der blev hans sidste landskamp, 1-3-nederlaget til Japan ved VM i Sydafrika.

Han blev skadet, da han reducerede til 1-2, så kampen blev hans sidste.

Året efter måtte han indstille karrieren, efter at han forgæves havde forsøgt at blive klar igen.