Rudy Markussens kunstnernavn i en boksering er "hardhitter", og den 34-årige supermellemvægter mener selv, han har punch nok i næverne til at slå verdens bedste boksere i den vægtklasse i gulvet.
- Jeg ved, jeg har slaget til at stoppe hvem som helst, siger Rudy Markussen.
Noget af et statement i en vægtklasse, der blandt andre tæller boksere som Mikkel Kessler og lørdagens Super Six-finalister Carl Froch og André Ward.
Markussen bokser lørdag aften ved Fight Night-stævnet i Herning, modstanderen er briten Steven Bendall. Han har godt nok vundet 29 af sine 35 professionelle kampe, men tre af de seneste fire kampe er blevet tabt.
Rudy Markussen forventer dog en hård kamp og tør ikke garantere, at Bendall bliver knockoutet for femte gang i karrieren.
- Man skal ikke undervurdere ham, han er en rutineret ræv, og han lægger sig ikke ned. Han slår også meget godt igennem, og jeg tager ham 100 procent seriøst. Alt kan ske i en boksering. Du kan flække et øjenbryn, brække hånden eller brække armen.
- Kan jeg stoppe ham før tid, gør jeg det, men skal jeg gå alle omgangene, gør jeg det, siger Rudy Markussen.
Danskeren melder om et fremragende forløb op til kampen med megen god sparring. Hans fokus er på lørdagens kamp, men drømmen om de helt store kampe fylder en del.
- Skal jeg nå noget stort, skal det være næste år. Jeg bliver jo ikke yngre, og jeg vil gerne prøve kræfter med de store drenge, inden jeg lægger handskerne på hylden.
Nordirske Brian Magee er næste skridt i planen. Magee, der i starten af 2010 udboksede Mads Larsen, har mødt store navne som Carl Froch og Lucian Bute. Med en sejr over Magee er vejen til den største scene banet, vurderer Markussen.
- Kan jeg vinde over ham, og det ved jeg, jeg kan, så ligger alle muligheder åbne. Jeg ser den kamp som nøglen til noget større.
Lørdagens Fight Night-stævne i Herning byder på flere interessante kampe. Torben Keller får sin professionelle debut mod Aleksei Tsatiasvili fra Estland i en dyst i letmellemvægt, mens Patrick Nielsen i mellemvægt møder Michael Schubov fra Tyskland.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie