Ryder Cup-kaptajn holder godt øje med danskere
Luke Donald er Ryder Cup-kaptajn for Europa. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Bachman/Ritzau Scanpix
Thorbjørn Olesen og tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard er på Luke Donalds radar i øjeblikket.
Det dufter lidt af Ryder Cup, når spillerne på DP World Tour dyster i denne uge.
Marco Simone Golf and Country Club i udkanten er Rom er vært for Italian Open, og netop her løber den prestigefyldte holdturnering mellem Europa og USA af stablen til efteråret.
Som det ser ud lige nu, er ingen danskere i nærheden af at snuppe en af de seks europæiske billetter, der uddeles gennem kvalifikation, men det behøver ikke betyde, at der ikke kommer danskere med.
Den europæiske kaptajn, engelske Luke Donald, skal nemlig selv vælge seks spillere til sit hold.
Og allerede nu holder han godt øje med Thorbjørn Olesen og tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard, som må formodes at være de varmeste danske navne.
Det fortæller han i et interview med Viaplay.
- Højgaard-brødrene er meget imponerende taget deres alder i betragtning, og jeg spillede med Thorbjørn i sidste uge, og han er tilbage på et højt niveau, siger Luke Donald til Viaplay.
- De er på min radar, og jeg holder øje med dem. Forhåbentlig fortsætter de med at spille godt og henter nogle sejre, så de enten tvinger mig til at udtage dem eller selv kvalificerer sig.
Både Rasmus og Nicolai Højgaard giver udtryk for, at det er en drøm for dem at være med på det europæiske Ryder Cup-hold, men de er også bevidste om, at konkurrencen er hård.
Lige nu overgås tvillingerne af Thorbjørn Olesen på verdensranglisten, og den efterhånden garvede golfspiller tillader sig også at drømme om et comeback. Han kvalificerede sig senest i 2018, hvor Thomas Bjørn var kaptajn.
- Det er et mål, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at være med. Men det er ikke noget, jeg går og tænker på, når jeg spiller. Jeg prøver at forbedre mit spil, og hvis jeg kan komme tilbage i form, kan der være en chance.
- Men det bliver svært at spille sig ind på det hold. Det kræver, at man spiller rigtig godt i løbet af sommeren og i de store turneringer, siger Thorbjørn Olesen til Viaplay.
Luke Donald blev udpeget som kaptajn for Europa, da svenske Henrik Stenson blev vraget, fordi han stillede op på den omdiskuterede LIV Golf-tour.
Englænderen holdt fast i Thomas Bjørn som sin vicekaptajn. Den garvede dansker var blevet udvalgt af Stenson.
Hvert Ryder Cup-hold består af 12 spillere. Lige nu ligger Jon Rahm, Rory McIlroy, Yannik Paul, Matt Fitzpatrick, Viktor Hovland og Tyrrell Hatton til at kvalificere sig gennem to ranglister.
Ranglisterne gøres op 3. september. Derefter udvælger Luke Donald seks spillere. Ryder Cup begynder 25. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie