Saudisk fodboldforbund fordømmer piskeslag fra tilskuer
Abderrazak Hamdallah var udsat for piskeslag fra en tilskuer i forbindelse med den saudiske Super Cup-finale. (Arkivfoto). Foto: Stringer/Reuters
En Al Ittihad-spiller fik piskeslag fra en tilskuer, og det tolererer man ikke i det saudiske fodboldforbund.
Et piskeslag fra en tilskuer mod en spiller fra Al Ittihad får nu opmærksomhed fra Saudi-Arabiens Fodboldforbund (Saff).
I hvert fald oplyser forbundet, at man vil undersøge det adfærdskodeks, der gør sig gældende for tilskuere på stadion. Det skriver AFP.
Episoden med piskeslaget skete i forbindelse med torsdagens Super Cup-finale mellem Al Ittihad og Al Hilal i Abu Dhabi.
Der cirkulerer videomateriale af episoden på de sociale medier, hvor den marokkanske landsholdsspiller Abderrazak Hamdallah tilsyneladende kommer i skænderi med en tilskuer iført en hvid kåbe.
Hamdallah står med en vandflaske og sprøjter vand i retning af tilskueren, som svarer igen ved at tage en pisk frem, som han svinger to gange mod spilleren.
Andre tilskuere og spillere hjælper derefter med at skille de to kamphaner ad.
I en fælles udtalelse om sagen erklærer det saudiske forbund og spillerforeningen (PFA) sig søndag "chokerede" og tager afstand fra de "skændige scener".
- Fodbold i Saudi-Arabien er en familiesport, og heldigvis er tilskuerballade ekstremt sjældent. Det er derfor, at denne såkaldte "fans" handlinger går imod alt, hvad saudisk fodbold repræsenterer.
- Vi fordømmer fuldstændig hændelsen, skriver de to aktører på forbundets hjemmeside.
Det er ikke opklaret, hvorfor episoden opstod. Men den skal ikke gentage sig, lover det saudiske forbund.
- Der vil blive en grundig gennemgang af tilskuernes adfærdskodeks. Den gennemgang skal sikre, at opdaterede regler hurtigt og effektivt vil straffe den slags hændelser, så gentagelser kan undgås, fastslår forbundet.
Hamdallah udlignede til 1-1 i finalekampen, men Al Hilal endte med at vinde 4-1.
I Al Ittihad er Hamdallah holdkammerat med blandt andre de franske stjerner Karim Benzema og N'Golo Kante.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie