Sen scoring forpurrer Silberbauers drømmestart i Utrecht
Michael Silberbauer spillede som aktiv tre sæsoner for Utrecht. Nu er han vendt tilbage som cheftræner. (Arkivfoto). Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Utrecht førte længe over førerholdet Feyenoord, men måtte se sejren forsvinde i dommerens tillægstid.
Danske Michael Silberbauer var på vej mod en kanonstart i sit job som cheftræner for Utrecht i den bedste hollandske fodboldrække, inden han måtte se festen blive ødelagt af en scoring i dommerens tillægstid.
I danskerens trænerdebut i Æresdivisionen førte hans nye hold længe med 1-0 over ligaens førerhold, Feyenoord.
Det lignede tre værdifulde Utrecht-point i topstriden. Men gæsternes iranske VM-spiller Alireza Jahanbakhsh udlignede til slutresultatet 1-1, efter at stadionuret havde rundet 90 minutter.
En bitter udgang på debutkampen for Silberbauer, der 28. december blev hentet tilbage til klubben, som han tidligere har repræsenteret i flere funktioner.
Han var Utrecht-spiller i tre sæsoner fra 2008 til 2011. Senere havde han kortvarigt en rolle som assistenttræner i klubben.
Feyenoords udligning betød samtidig, at Utrecht fik brudt den sejrsstime, som holdet indledte med fire sejre på rad før VM-pausen i november.
Det startede ellers perfekt, da rutinerede Jens Toornstra bragte Utrecht i spidsen efter blot tre minutters spil. Midtbanemanden vendte før denne sæson tilbage til Utrecht efter ni år hos netop Feyenoord.
Føringen holdt i mere end 87 minutter, men rakte altså lige akkurat ikke til tre point.
Resultatet betyder, at forskellen mellem førende Feyenoord og Utrecht på ligaens syvendeplads fortsat er på ni point. Feyenoords farligste rivaler i guldkampen er PSV Eindhoven og Ajax.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie