Sene mål sikrer Inter sejren i Eriksens startcomeback

Christian Eriksen fik for en sjælden gangs skyld plads i Inters startopstilling. Foto: Alberto Lingria/Reuters

Christian Eriksen fik en lille time på banen, da han vendte tilbage til startopstillingen for Inter.

Offentliggjort Sidst opdateret

For første gang i halvanden måned var Christian Eriksen med i Inters startopstilling, da storklubben søndag eftermiddag vandt 3-1 på udebane i Cagliari.

Selv om startpladsen trods alt markerer et fremskridt for den danske landsholdsstjerne, har han dog næppe gjort sig uundværlig for træner Antonio Conte i den lille time, han fik på banen.

For da Eriksen blev plukket ud, var Inter bagud 0-1, og det var ikke noget stort indtryk, han fik sat på kampen. Fra bænken kunne han derefter se holdkammeraterne vende kampen med en heftig slutspurt.

Han indledte ellers fornuftigt og var med til at skabe en stor dobbeltchance, som han og Romelu Lukaku misbrugte.

Eriksen spillede på tværs til den belgiske forward, der i helt fri position brændte på Cagliari-keeper Alessio Cragno. Bolden røg ud til danskeren, som afsluttede fra en spids vinkel, men igen gjorde Cragno sig bred i målet.

Som halvlegen skred frem, fik Inter sværere ved at sætte sig igennem, og Eriksen faldt efterhånden ud af billedet.

13 minutter inde i anden halvleg var arbejdsdagen slut for den 28-årige dansker, der sammen med Matteo Darmian blev plukket ud i en dobbeltudskiftning.

I slutfasen satte Inter sig igen tungt på spillet, og 13 minutter før tid faldt udligningen. Efter et hjørnespark røg bolden ud til Nicolo Barella som fra kanten af straffesparksfeltet tordnede den i mål med en helflugter.

Endnu et hjørnespark var indledning til føringsmålet, som netop indskiftede Danilo D'Ambrosio headede i mål fra klos hold ved bageste stolpe.

Dybt inde i overtiden cementerede Lukaku sejren ved at sende bolden i et tomt mål, efter at målmand Cragno var rykket frem på banen i en sidste satsning.

Sejren er Inters fjerde på stribe i Serie A, hvor holdet er på andenpladsen efter lokalrivalen AC Milan. Milan har to point mere, inden holdet møder Parma på hjemmebane søndag aften.