Solbakken før trekantdrama: Vi må ikke frygte Holland
Ståle Solbakken sender tirsdag sig norske landshold på banen i Holland. Foto: Gints Ivuskans/Ritzau Scanpix
Gints Ivuskans/Ritzau Scanpix
Norge, Holland og Tyrkiet skal tirsdag fordele en billet til VM og en ekstra chance i playoff.
Norge er tirsdag del af et større trekantdrama i VM-kvalifikationens gruppe G, hvor Holland og Tyrkiet også bejler til slutrunden om et år.
Tyrkiet gæster Montenegro, og Ståle Solbakkens tropper skal slå Holland på De Kuip i Rotterdam, hvis nordmændene skal tage førstepladsen og den direkte vej til Qatar.
- Vi må ikke frygte dem, men vi skal have stor respekt for dem. Hollands midtbane kan nærmest ingen matche. Og med reserverne kan de lave to-tre midtbaner med absolut topklasse, siger Solbakken til NTB.
På grund af stigende coronasmitte i Holland står tribunerne på De Kuip tomme. Til gengæld har Holland en - set med norske briller - uhyggelig statistik i Rotterdam.
Oranje, som holdet kaldes, har vundet sine seneste 18 kampe på De Kuip med en samlet målscore på 52-4 og er ubesejret i de seneste 27 kampe på banen eller de seneste 21 år.
I denne kvalifikation har holdet også spillet i Amsterdam og Eindhoven, men alle hidtidige fire hjemmekampe er vundet med en samlet målscore på 18-1.
- Det er på udebane, at de har lavet fejltagelser. Hjemme har de været bundsolide.
- Vi kan møde et hollandsk hold i fuldstændig hopla, og så får vi problemer med at hænge på. Hvis vi får et tempochok, må vi hænge på. Jo længere kampen lever, desto bedre er det for os, siger Solbakken.
Den kreative midtbanespiller Martin Ødegaard satser på, at norsk sammenhold kan føre holdet til VM.
- Vi er en lille nation, og vi ved, at alle mand skal løbe og gøre alt for holdet. Vi er en gruppe, der fighter for hinanden, og jeg tror, det er den vigtigste nøgle, siger Ødegaard til NTB.
Holland fører gruppen med 20 point og den klart bedste målscore af de tre bejlere. Tyrkiet og Norge har begge 18 point og en målscore på henholdsvis +10 og +9.
Holdet på førstepladsen efter dramaet skal til VM, mens holdet på andenpladsen skal spille playoff til marts. Nummer tre ender med ingenting.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie