Sønderjyske Ishockey går solo og løsriver sig fra damehåndbold
Sønderjyske Ishockey vil fortsat spille i samme farver og med samme, velkendte logo. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Løsrivelsen er nødvendig for, at der fortsat kan spilles topishockey i Sønderjylland, lyder det i meddelelsen.
Sønderjyskes ishockeyhold får ny ejer og udtræder af samarbejdet med damehåndboldklubben Sønderjyske.
Det skriver Sønderjyske Ishockey i en pressemeddelelse.
Den nye investorgruppe har via et fælles holdingselskab overtaget ishockeyholdet 24. april. Selskabet bag ishockeyholdet hedder fremover Sønderjyske Ishockey A/S.
- Men med den nye struktur får Sønderjyske Ishockey en lokal og dedikeret organisation, som udelukkende kan fokusere på ishockey.
- Kort og godt har investorgruppen med de nye ejere alene det ønske, at der også på den lange bane bliver spillet topishockey i Sønderjylland, lyder det i meddelelsen.
Ishockeyholdet, der har hjemmebane i Vojens, vil fortsat spille i samme farver og med samme, velkendte logo.
Ændringen betyder, at der skal etableres egen administration, som blandt andet skal stå for sponsorater til ishockeyklubben. Arbejdet med at skabe en ny organisation er allerede i fuld gang.
Herrefodbold, ishockey og herre- og damehåndbold har tidligere alle været under samme organisation i Sønderjylland.
Først trådte fodbolden ud af samarbejdet, senere gjorde herrehåndbolden det samme, og nu er turen kommet til ishockeyen.
Sønderjyske Ishockey har i mange år været blandt de bedste klubber i Danmark. Holdet har syv gange vundet det danske mesterskab. Senest i 2024, hvor man ryddede bordet og også vandt pokalen.
Indeværende sæson har ikke budt på samme succes. Holdet blev nummer syv i grundspillet og røg i kvartfinalen ud efter syv kampe til de senere finalister fra Odense Buldogs.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie