Sportens initiativrige rebeller slår i en pude mod det etablerede

LeBron James er en af mange, som har tjent en formue i NBA, som er blandt verdens største sportsligaer. Derfor har et nyt basketballprojekt, som angiveligt er på tegnebrættet, også svære - hvis ikke umulige vilkår - for at udfordre på markedsandele, mener eksperter. (Arkivfoto). Foto: Ronald Martinez/Ritzau Scanpix

I flere sportsgrene har pengestærke projekter forsøgt at udfordre store ligaer og forbund. Det virker dog umuligt. De store brands er for stærke nu til dags.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man siger, at pengene styrer sportens verden. Det er svært at afvise, når store fodboldstjerner rykker til Saudi-Arabien for gigantiske lønninger, eller golfspillere fristes af det samme hos LIV Golf.

Men talrige eksempler har vist, at nye udfordrere af det eksisterende - selv med mange penge i ryggen - alligevel ikke kan hamle op med etablerede ligaer eller forbund.

Selv om mange fodboldfans er trætte af korruptionssager hos fodboldforbundene Fifa og Uefa, protesterede mange fans vildt, da planerne om den lukkede European Super League blev lanceret.

Klubberne trak sig på stribe efter få dage, og Uefas Champions League er stadig Europas største og mest prestigefyldte turnering.

Saudiarabisk-finansierede LIV Golf har haft held til at skabe furore i golfverdenen og har lignet bedste bud på at udfordre det etablerede. Alt tyder dog på, at en fredsaftale med PGA Tour lurer lige om hjørnet.

For nylig kom det så frem, at NBA-stjernen LeBron James' mangeårige forretningsmakker Maverick Carter angiveligt er rådgiver for et stort projekt. Initiativtagere vil forsøge at rejse omkring 35 milliarder kroner for at skabe en international basketball-liga, som kan gøre NBA rangen stridig.

Men skal man tro Morten Stig Jensen, NBA-ekspert hos blandt andet Forbes og podcastvært på Buzzer Beater og The NBA Podcast, vil enhver ambition om at udfordre NBA være dødfødt fra start.

- Det lyder som noget, hvor nogen vil lave noget larm, og hvis ligaen rent faktisk bliver til noget, så tillykke. Men så tror jeg bare, vi skal starte et ur og se, hvor hurtigt en eventuel interesse er væk igen, siger han.

35 milliarder kroner lyder af voldsomt mange penge. Og penge kan lokke. Problemet er bare, at hvis du vil udfordre de helt tunge drenge i sportens top, så rækker 35 milliarder kroner ikke ret langt.

Som Morten Stig Jensen påpeger:

- NBA har for nylig indgået en ny tv-aftale til en værdi af 76 milliarder dollar (524 milliarder kroner, red.), så jeg tror ikke, de bekymrer sig gevaldigt, hvis nogen vil konkurrere.

I amerikansk fodbold og MMA har andre også forsøgt at udfordre henholdsvis NFL og UFC. Selv om nogle eksisterer endnu, er de aldrig blevet trusler for det etablerede.

Det undrer ikke Kenneth Cortsen, ph.d. og sportsøkonom ved professionshøjskolen UCN.

- Der er enorme økonomiske interesser for de store ligaer, klubberne og de ledende instanser. De har store sponsorater, tv-aftaler og andre kommercielle aftaler, som er mange penge værd, siger han.

- Det er en væsentlig del af det konkurrenceperspektiv, man kigger på. Det gør det svært for nye ligaer eller instanser at konkurrere, og det kan også gøre investorer i projekterne mere tilbageholdne.

Én ting er, at man kan rejse pengene og konkurrere økonomisk med det eksisterende, som LIV Golf har gjort.

Det viste dog også, at en tilsvarende - eller endda større - økonomisk gulerod kunne lokke nogle, men langtfra alle.

Pengene skal være så enorme, at hovedaktørerne vil vende ryggen til den prestige, som også spiller en enorm rolle. Det er svært, når der er tale om multimillionærer og milliardforetagender.

- Det er i højeste grad også et spørgsmål om en kultur og arv, der er etableret og opbygget over lang tid for de her store brands. Der er skabt emotionelle bånd med fans over rigtig lang tid, og det vejer tungt, siger Cortsen.

- En loyal fanbase kan se en sådan disruption som eksempelvis en ny liga som noget negativt. Og vi ved inden for sportsøkonomi, at fans er den motor, der får tingene til at dreje rundt.

Ifølge Morten Stig Jensen har det nye basketballprojekt kun en fremtid, hvis den placerer sig som et supplement til NBA. Eksempelvis med kampe uden for NBA-sæsonen.

Går man derimod efter at blive den største aktør i en sport, og har man en bunke penge at smide i projektet, så anbefaler Kenneth Cortsen at kigge væk fra fodbold, tennis, NBA, NFL og de andre mastodonter.

- E-sport kunne være et interessant sted, fordi det er så fragmenteret og ikke har de her lange traditioner og mønstre, som har sammentømret tingene, lyder hans forslag.

/ritzau/

Tidligere og nuværende initiativer

Flere initiativer har gennem tiden forsøgt at udfordre en eksisterende liga eller turnering, men det lykkes sjældent. Her er nogle eksempler:

* LIV Golf:

Det måske mest seriøse og stærke bud, der er set, kom i golfsporten, da LIV Golf så dagens lys i 2021. Bakket op af saudiarabiske milliarder lykkedes det at lokke nogle af de største navne fra PGA Tour og DP World Tour og skabe stort postyr i sporten. LIV Golf eksisterer endnu og har stadig store navne, men mere samarbejde med PGA Tour har lagt en dæmper på uroen og tilsyneladende truslen mod de to gamle tours.

* Super League (fodbold):

12 af Europas største fodboldklubber annoncerede i april 2021, at man ville etablere en lukket liga for kontinentets største klubber. Fifa og Uefa, hvis turneringer blev truet af Super League, turede frem med trusler og repressalier, og sammen med stor opstand blandt fans førte det til, at de fleste involverede klubber trak sig efter få dage, og projektet er forblevet uforløst.

* NASL (fodbold):

I 2011 blev den tidligere National American Soccer League (NASL) genoplivet i et forsøg på at udfordre Major League Soccer (MLS) som den største fodboldliga i USA. I 2017 drejede NASL dog nøglen om igen.

* XFL (amerikansk fodbold):

I 2001 forsøgte idémænd at grundlægge XFL som en konkurrent til NFL. Alternative regler og en mere intens fanoplevelse var visionen, men det blev aldrig en trussel. I både 2020 og 2023 blev XFL forsøgt genoplivet - med samme resultat som første gang.

* Bellator (MMA):

UFC er den klart største aktør, men i 2008 blev Bellator grundlagt som et alternativ. Det er stadig langt fra UFC i indtjening og status, men er blevet en etableret aktør i niveauet under.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu