Sportschef efter afgørende konkurs: - Det giver ro i maven

Team Sydhavsøernes sportschef, Morten Juul, kalder konkursen for en "redningskrans". Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Team Sydhavsøerne har "fuldt fokus på at vinde de sidste to kampe", selvom de bliver i 1. division, fortæller holdets sportschef.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag fortalte HC Odense-formand Carsten Gjørtsvang til TV 2 Fyn, at håndboldklubben er gået konkurs. Og hvis det står til troende, betyder det, at Team Sydhavsøerne har sikret sig endnu en sæson i 1. division.

Roskilde Håndbold og Faaborg ØH kan med to runder igen ikke indhente Maribo-holdet, og den sidste nedrykningsbillet tager HC Odense altså.

Læs også: Konkurrent går konkurs: Team Sydhavsøerne er reddet

Men det får ikke håndboldklubben til at tage en tidlig sommerferie.

– Det er en redningskrans, men vi har i sinde og fuldt fokus på at vinde de sidste to kampe. Og dermed til slut bevise, at vi ville være reddet alligevel, uagtet Odense var gået konkurs eller ej, siger Morten Juul, sportschef i Team Sydhavsøerne.

Giver ro i maven

Sportschefen er trist og ærgerlig over, at Odense formentlig går konkurs. Ifølge ham vidner det dog også om, at det kræver mange ressourcer og "rigtig meget manpower" at drive en håndboldklub på det niveau.

Men som sportschefen gør klart, giver konkursen selvfølgelig "ro i maven".

– Nu har vi jo mere eller mindre næste sæson på plads. Det er klart, at det havde vi ikke haft, hvis vi var rykket ned. Hvis det var sket, havde der været rigtig mange ubekendte.

– Selvom det er ulykkeligt for Odense, betyder det, at de nye spillere, der kommer til os, også har deres fremtid på plads.

Damgaard til Sydhavsøerne?

Betyder det, at den tidligere landsholdsspiller Michael Damgaard nu er et skridt tættere på Maribo?

I hvert fald har Morten Juul tidligere udtalt til Folketidende, at Michael Damgaard "ikke har nogen interesse i" at spille i 2. division.

Hvis Odense-klubben går konkurs, kommer dette ikke til at ske.

Nu er skiftet mere sandsynligt.

– Der er stadig en interesse fra hans side. Men den har måske ikke været så stor, fordi vi har ligget, hvor vi har ligget. Så det er da også noget, der kan tages fat på igen, siger Morten Juul.

Læs mere om, hvorfor HC Odense går konkurs her.