Sportspsykologer holder øje med hjemvendte OL-atleter
OL i Tokyo sluttede søndag. Lørdag tog de danske håndboldherrer sølv efter et finalenederlag til Frankrig. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
For at undgå "OL-blues" vil sportspsykologer tage fat i de danske OL-atleter efter hjemkomsten fra Tokyo.
Der kan opstå et tomrum, når man vender hjem fra noget, man har brugt flere år på at forberede sig på. Pludselig er det hele forbi.
Det gælder især OL-atleter og trænerne bag dem, og derfor vil Team Danmarks sportspsykologer i den kommende tid holde øje med og tage fat i dem, der er vendt hjem fra Tokyo. Det sker, så de undgår at blive ramt af "OL-blues", som fænomenet kaldes.
- Vi skal sørge for at opfange dem, som har det svært og hjælpe dem. Derfor kontakter vi de kommende måneder atleterne og trænerne for at høre, hvordan de har det, efter de er kommet hjem fra Tokyo, siger Greg Diment, der er sportspsykologisk konsulent i Team Danmark, i en pressemeddelelse.
- Nogle vil ikke opleve problemer, mens andre vil opleve et tomrum, når OL er overstået, og det store mål er indfriet. Nogle vil stille sig spørgsmålet "nu er jeg ikke på vej mod OL, og hvem er jeg så".
Formålet med at have et øje på atleterne og trænerne er også at bidrage til et forskningsprojekt omkring OL-blues.
- Vi har også ved tidligere OL tilbudt atleter samtaler med sportspsykologer. Nu systematiserer vi arbejdet yderligere, og forskningsprojektet skal ud over at undersøge hyppighed og varighed af OL-blues også bidrage til, at vi udvikler forebyggelsesstrategier og uddannelsesmateriale til atleter og trænere, siger Greg Diment.
De danske atleter vandt ved OL 11 medaljer, herunder tre guldmedaljer. Dem stod Viktor Axelsen, Anne-Marie Rindom og banecyklingsduoen Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen for.
Det næste OL afholdes om tre år i Paris.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie