Store rekorder står for fald i Super Bowl
Cheftræner Sean McVay og Los Angeles Rams er i gang med de sidste forberedelser til Super Bowl LIII. McVay kan blive den yngste træner, der leder sit hold til Super Bowl-triumf. Foto: Usa Today Sports/Ritzau Scanpix
Usa Today Sports/Ritzau Scanpix
Søndagens Super Bowl kan på mange måder gå over i historiebøgerne. Flere store rekorder kan blive slået.
Det er svært at sige Super Bowl uden at tænke på stormagten New England Patriots.
Dynastiet har med cheftræner Bill Belichick og quarterback Tom Brady ved roret spillet sig frem til sin niende Super Bowl siden 2002. Den spilles natten til mandag dansk tid i Atlanta mod Los Angeles Rams.
Holdet kan med en sejr tangere en af de store rekorder, der er på spil i årets Super Bowl. En triumf vil nemlig bringe Patriots op på seks triumfer gennem historien.
Det er flest af alle sammen med Pittsburgh Steelers, der kom op på seks sejre i 2009 i en dramatisk kamp mod Arizona Cardinals.
New England havde allerede rekorden for flest Super Bowl-optrædener. I år er det 11. gang, holdet når den største kamp inden for amerikansk fodbold.
Hvis Patriots-lejren mangler motivation, kan den imidlertid notere sig, at holdet med en sejr slår rekorden for flest sejre i NFL-slutspillet. En rekord, der før 2019 har tilhørt Pittsburgh Steelers.
Holdets helt store stjerne, 41-årige Tom Brady, kan desuden udbygge sin legendestatus. En triumf på søndag vil skaffe Brady Super Bowl-ring nummer seks.
Brady har før kampen rekorden for flest vundne Super Bowls sammen med den tidligere forsvarsprofil Charles Haley, der som medlem af San Francisco 49'ers og Dallas Cowboys vandt den store NFL-finale fem gange i 1980'erne og 1990'erne.
På den anden side af bolden kan Los Angeles Rams' trænerkomet, Sean McVay, blive den yngste cheftræner, der snupper en Super Bowl-titel. 33-årige McVay er i gang med sin blot anden sæson i spidsen for det californiske mandskab.
Pittsburgh Steelers-træner Mike Tomlin, der i mellemtiden er blevet 46 år, var den yngste til at føre sit hold til triumf i 2009. Dengang var han 36 år.
Hvis Rams-quarterback Jared Goff skal gøre sig forhåbninger om at sætte holdets interne rekord for flest kastede yards i en Super Bowl, skal han hoste op med mindst 414 yards.
Så mange kastede Kurt Warner for i 2000 i Super Bowl-sejren over Tennessee Titans, da Warner samtidig blev kåret som kampens mest værdifulde spiller (MVP).
Kampen mellem New England Patriots og Los Angeles Rams spilles klokken 00.30 natten til mandag dansk tid.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie