Danmark hentede sin anden klare sejr ved håndbold-VM, da Argentina blev slået med 31-13.
Men sejrens størrelse er i det store og hele fuldstændigt ligegyldig for landstræner Jan Pytlick.
Når han evaluerer opgøret, vil det have langt større betydning, at det blev en kamp, hvor én spiller trådte ind i turneringen og en anden måske stemplede ufrivilligt ud.
Sidstnævnte er Maibritt Kviesgaard, der blev skadet lige inden pausen. Højrefløjen - den eneste af slagsen i Pytlicks 16-mands-trup - røg skævt ned efter en afslutning og blev liggende.
Det gik tilsyneladende ud over højre knæ, og en grædende FCM-spiller måtte bæres fra banen.
Den første undersøgelse af knæet bragte ikke noget svar på, om Kviesgaard er færdig ved VM, men de alvorlige miner i sundhedssektoren og på bænken antydede, at det ikke så godt ud.
Der er da også allerede taget kontakt til VM-reserven Kristina Bille, som har fået besked på, at hun skal holde sig klar til at rykke til Brasilien med kort varsel.
En streg i regningen for Danmark, der egentlig bare skulle overstå de to første kampe i gruppen så let og smertefrit som muligt inden de mere alvorlige prøvelser mod Kroatien tirsdag og ikke mindst Sverige på fredag.
Så kan man til gengæld glæde sig over, at Mette Melgaard har gjort sin VM-entré.
Randers-spilleren fik lov at tage på en planlagt ferie med familien i dagene op til turneringen og landede først i São Paulo søndag aften.
Planen var at give hende spilletid mod Argentina, hvis hun følte sig frisk, og det gjorde hun tilsyneladende.
Hun gik straks ind på sin vante plads i midterforsvaret og forstærkede det med sit overblik og sine fremskudte tacklinger på de argentinske bagspillere.
Det var med til at slå modstanderens rytme i stykker, og sammen med et flot indhop af Christina Pedersen i målet øgede Danmark fra 8-4 til pausestilling 18-5.
Argentinerne kom lidt bedre med efter pausen, men tabte også anden halvleg klart. Til sidst var det eneste spændingsmoment, om det ville lykkes alle danske spillere at komme på tavlen.
Det gjorde det lige præcis ikke. Stregspilleren Susan Thorsgaard endte med et rundt nul på kamprapporten, men det fylder nok ikke ret meget i hendes og holdkammeraternes hoveder.
Tankerne er formentlig hos Kviesgaard og på den vigtige kamp mod Kroatien tirsdag, som danskerne altså ikke har fået den bedste optakt til.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie