Sverige taber appel om VM-karantæne til Harders nye makker
Sverige drømte om at få Fridolina Rolfö med i VM-semifinalen. Foto: Loic Venance/Ritzau Scanpix
Loic Venance/Ritzau Scanpix
Sverige havde håbet på at få annulleret karantæne til Fridolina Rolfö, så hun kunne spille VM-semifinale.
Fridolina Rolfö kommer ikke til at være med, når Sverige spiller semifinale mod Holland ved VM i kvindefodbold.
Angriberen har karantæne i kampen, men Sveriges Fodboldforbund (SvFF) appellerede søndag det gule kort, der udløste karantænen, som Rolfö fik i lørdagens kvartfinale.
Det skete, i håb om at hun ville kunne være med i kampen om finalepladsen.
Det Internationale Fodbold (Fifa) har dog afvist svenskernes appel, meddeler SvFF søndag aften ifølge den svenske avis Aftonbladet.
Angriberen pådrog sig et gult kort, da Sverige lørdag slog Tyskland i VM-kvartfinalen, og det var hendes andet gule kort i turneringen, hvilket udløser karantæne.
Ifølge svenskerne var der dog tale om et særdeles tyndt gult kort, og selv om forbundet tvivlede på at få medhold, var det værd at bruge tid på at få omstødt kendelsen.
- Vi har klaget. I reglerne står det klart og tydeligt, at man ikke kan protestere over dommerens beslutninger på banen. Alligevel har vi sendt en klage til disciplinærkomitéen, for vi vil have, at de kigger advarslen igennem.
- Vi må se, hvor sagen lander, men er der bare en promilles chance, er det forsøget værd. Og så vil vi gerne markere, hvad vi synes, sagde SvFF-landsholdschef Marika Domanski Lyfors tidligere søndag.
Efter kampen sagde en tydeligt skuffet Fridolina Rolfö også, at hun synes, at det gule kort var meget tyndt. Angriberen har været med i alle Sveriges fem VM-kampe, og hun har scoret et mål under turneringen i Frankrig.
Fra den kommende sæson skifter hun fra Bayern München til Wolfsburg, hvor hun kan komme til at spille i angrebet sammen med Danmarks landsholdsanfører, Pernille Harder.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie