Sygdom tvinger belgisk stjerne til at udskyde sæsonstart
Wout van Aert har brugt meget af vinteren på at køre cykelcross. (Arkivfoto). Foto: David Pintens/Ritzau Scanpix
Wout van Aert dropper Strade Bianche og venter et par dage med at køre sit første landevejsløb i 2023.
Wout van Aert udskyder sin sæsonstart på landevejen.
Den belgiske cykelstjerne skulle have kørt det ofte meget underholdende løb Strade Bianche i weekenden, men det kommer han ikke til alligevel.
Det fortæller Jumbo-Visma-rytteren i et opslag, som det hollandske hold har lagt ud på Twitter mandag.
Årsagen er, at Wout van Aert i sin forberedelse har været ramt af sygdom.
I stedet sæsondebuterer han på landevejen, når etapeløbet Tirreno-Adriatico går i gang 6. marts.
- Jeg havde det desværre ikke særligt godt i et par dage under starten af træningslejren på Tenerife. Det var ikke så slemt, og jeg fik det hurtigt bedre, men det påvirkede min træning, siger van Aert i videoen.
Belgieren har brugt en del af vinteren på at køre en masse cykelcross, hvor han har dystet mod sin evige rival Mathieu van der Poel.
Sæsonen kulminerede, da VM løb af stablen 5. februar, hvor Wout van Aert måtte se sig slået af netop Mathieu van der Poel.
- Efter en pause efter VM i cyklecross har jeg nu mistet et par dages træning, så vi besluttede, at jeg skulle blive og træne i højderne et par dage ekstra, så jeg kan være i den bedst mulige form til Tirreno-Adriatico, siger van Aert.
- Vi tror ikke på, at det er muligt for mig at præstere på mit bedste niveau i Strade Bianche. Jeg vil køre for at vinde, men det er ikke muligt lige nu. Jeg har brug for lidt mere tid, siger han.
Strade Bianche, som Wout van Aert skulle have kørt, løber af stablen i Italien lørdag. Løbet er præget af flere passager med grus, hvilket som oftest gør det utrolig hektisk og hæsblæsende.
Wout van Aert vandt løbet i 2020, men kommer altså ikke til at vinde i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie