Thomas Frank er afklaret med at have Eriksen til låns

Brentford-manager Thomas Frank vil ikke udelukke, at Christian Eriksen kan blive i klubben i længere tid end blot til sommer. Foto: Phil Noble/Reuters

I de kommende måneder vil Brentford-træner Thomas Frank nyde at have Christian Eriksen under sine vinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brentford og Christian Eriksen har kun papir på hinanden i resten af denne sæson.

Så det kan blive en kort fornøjelse for Brentford at have Eriksen til rådighed, hvis midtbanekreatøren gør det godt og ønsker at skifte til en større klub efter sommerferien.

Det er den risiko, Brentford har taget ved ikke at sikre sig en længere aftale med Eriksen. Det forklarer Brentford-træner Thomas Frank på et digitalt pressemøde torsdag.

- Ja, ellers skulle vi jo ikke have lavet aftalen. Det er jeg afklaret med. Det tænker jeg faktisk ikke særligt meget på.

- Det eneste, jeg tænker på, er at gøre, hvad jeg kan for at bidrage og hjælpe Christian tilbage til sit gamle topniveau, siger Thomas Frank.

Der var i engelske medier forlydender om, at Brentford ville få indskrevet en option i aftalen, så klubben kunne forlænge samarbejdet til sommer.

Thomas Frank slår dog fast, at der kun er tale om en kort aftale, og at parterne ikke har lovning på andet lige nu.

- Det er meget simpelt. Det er en aftale til sommer. Hvad der sker derfra, og hvad der er snakket om eller ikke snakket om, er irrelevant.

- Det vigtigste for mig og for Christian er, at han finder et sted, hvor han kan spille noget fodbold og kan nyde at gå på arbejde hver dag.

- Vi håber, at han rammer det topniveau, som vi alle ved, at han har. Så må vi tage den derfra, siger Thomas Frank.

Han vil dog ikke afvise, at samarbejdet kommer til at strække sig længere end til sommer.

- Nej, det er ikke udelukket. Det tror jeg da bestemt ikke. Lad os se til den tid. En ting ad gangen. Vi skal lige have ham på banen først. Jeg forventer, at det kommer til at gå godt, siger Thomas Frank.

Eriksen har ikke spillet en kamp, siden han faldt om på Parkens græstæppe i EM-åbningen mod Finland og måtte genoplives på banen 12. juni sidste sommer.

Længe var det uklart, om han ville genoptage karrieren, men i december begyndte Eriksen at træne med hos OB.

Senere kom det frem i et interview med DR 4. januar, at Eriksen aldrig havde haft planer om at stoppe.

Karrieren kunne dog ikke fortsætte hos Inter, da reglerne i Italien forbyder spillere med en indopereret pacemaker at spille fodbold. 17. december brød Eriksen og Inter endegyldigt med hinanden.

Det var også i midten af december, at Thomas Frank første gang ringede til Eriksen og hørte til muligheden for at fortsætte karrieren i Brentford.

Siden snakkede Eriksen og Thomas Frank sammen flere gange i de næste uger.

Det stod dog ret hurtigt klart, at der kunne blive tale om et samarbejde. Det samarbejde blev officielt 31. januar.