Tom Kristensen fik bevist sin klasse

Tom Kristensen føler, at han med en tredjeplads ved 24-timers-løbet Le Mans fik bevist, at han trods sine 42 år og en skade i akillessenen fortsat hører til blandt verdens bedste motorsportskører.

- Mange spørger, om jeg ikke skal stoppe, det skal jeg måske, men nu har jeg lige rejst mig efter en skade i akillessene, og jeg kører godt, siger Tom Kristensen til TV2.

- Jeg kørte den hurtigste omgang af Audierne omkring middagstid. Det giver en tro på, at jeg ikke behøver at blive bombarderet med spørgsmål, om jeg kan køre løb mere, forklarer danskeren, der efter fire en halv time kørte ud i en dækvæg, da han ville overhale en BMW.

En situation, der kostede danskeren og hans Audi-team seks minutter.

- Ja, jeg er involveret i en situation, men jeg har fået opbakning og at vide, at jeg ikke kunne gøre noget anderledes, siger Kristensen.

Selv om danskerens Audi nummer syv sluttede på tredjepladsen, så blev dagen en stor triumf for den tyske bilproducent, der fik alle tre podiepladser, da Peugeots hurtigere biler brændte sammen undervejs.

- Sådan er Le Mans. Folk, der er her, kan se, at man står med noget mellem hænderne, og så forsvinder det for en, siger Tom Kristensen.

- Der var ikke mange, der troede på Audi efter tidstagningerne med den speed, som Peugeot har. Vi skal selvfølgelig have mere power, men Peugeot skal arbejde på, at få deres biler til at holde.

/ritzau/

Med en tredjeplads ved Le Mans føler Tom Kristensen, at han fik vist, at han trods sine 42 år og en skade fortsat er blandt de bedste motorsportskørere i verden

Offentliggjort Sidst opdateret