Troelsen vil ikke høre mere om Angola-tæv

Man kan se det i øjnene på hende, når der bliver sagt Angola.

Trine Troelsen orker næsten ikke at snakke mere om den famøse kamp ved VM i Kina for to år siden, hvor Danmark gik glip af en semifinale på grund af et 23-28-nederlag til afrikanerne.

Den kamp er naturligvis igen blevet aktuel, fordi Danmark netop skal slå Angola i dagens kvartfinale ved VM i Brasilien for at komme i semifinalen.

Men der er ingen grund til at tæske for meget rundt i fortiden, siger FCM-bomberen.

- Den fylder ikke ret meget i mit hoved. Vi har tabt nogle håndboldkampe, og det var én af dem. Det var rigtigt, rigtigt træls, men vi er altså også kommet videre.

- Vi skal spille kvartfinale mod dem, og det er klart, at så vil folk gerne køre lidt på det, og det må vi tage med. Men det er en ny kamp, og der er sket rigtigt meget med både vores og deres hold, siger Troelsen.

Hun har ikke genset opgøret fra dengang og mener faktisk heller ikke, at det vil være særligt frugtbart.

- Vi ville kunne se, at vi lavede en masse fejl og tabte kampen af den grund, men det får vi ikke meget ud af, mener venstrebacken.

Hun synes hellere, at man skulle tage endnu et kig på opgøret mod Elfenbenskysten, som Danmark vandt 38-17 tidligere i VM-turneringen. De to afrikanske hold har nemlig meget til fælles.

- Det er fysiske piger, som spiller meget på samme måde, selv om Angola nok er mere strukturerede end Elfenbenskysten, siger hun.

Kampen spilles allerede klokken 17.30 dansk tid i São Paulo.

/ritzau/

Trine Troelsen synes efterhånden, at der er sagt og skrevet nok om VM-nederlaget til Angola for to år siden.

Offentliggjort Sidst opdateret