Uafgjort mellem Real Madrid og Barcelona i pokaldyst
FC Barcelona rykkede onsdag aften tættere på den spanske pokalfinale, efter at de forsvarende mestre på udebane spillede 1-1 mod ærkerivalen Real Madrid i den første af to semifinalekampe.
Cesc Fabregas så længe ud til at blive matchvinder for Barcelona, men Real Madrids franske forsvarstalent Raphael Varane udlignede til 1-1 med 10 minutter tilbage af kampen.
Fabregas scorede til 1-0 kort efter pausen, da den tidligere Arsenal-anfører blev spillet fri af Lionel Messi.
Midtbanespillerens afslutning kunne Diego López i Real Madrid-målet ikke gøre noget ved. Målmanden startede for første gang inde for Real Madrid efter sit skifte fra Sevilla i weekenden. Han er kommet til Madrid-klubben på grund af Iker Casillas' langtidsskade.
Begge mandskaber skabte godt med muligheder i kampen, og det var overraskende, at der i første halvleg slet ikke blev scoret. Især FC Barcelona havde gode muligheder for at score i kampens første 45 minutter.
Midtbanegeneral Xavi måtte se et frispark ramme overliggeren, mens andre Barcelona-chancer ikke blev afsluttet godt nok.
Real Madrid var også farlige, og Cristiano Ronaldo kunne med et frispark have bragt værterne foran 1-0 i kampens indledning, men José Manuel Pinto reddede fint i Barcelonas mål.
Returkampen i Barcelona spilles 27. februar. Mens Barcelona vandt pokalturneringen sidste sæson, så vandt Real Madrid det spanske mesterskab.
I denne sæson topper Barcelona suverænt Primera Division og har distanceret ærkerivalerne med hele 15 point.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie