Udfordrer om Petr Cech: Han stopper snart

Chelseas udlejede målmand Thibaut Courtois antyder, at London-klubbens førstemand mellem stængerne, Petr Cech, snart indstiller karrieren på topniveau.

Det siger den 19-årige belgier, som er udlejet til Atlético Madrid, i et åbenhjertigt interview med den spanske radiostation Onda Cero.

- Cech er en af de bedste målmænd i verden. Jeg ved, at han har problemer med sine knæ og sin ryg.

- Målmandstræneren i Chelsea fortalte mig, at han er usikker på, hvor meget længere han kan spille på topniveau, siger Thibaut Courtois ifølge The Independent.

Chelsea vandt onsdag aften 5-0 over belgiske Genk i Champions League-gruppespillet.

Selvom Thibaut Courtois har fået en klar køreplan for sin karriere frem mod en startplads i Chelsea, kan han langt fra være sikker på at overtage posten, hvis tjekken skulle vælge at stoppe snart.

Det vil sandsynligvis være alt for tidligt i Thibauts karriereplan.

- Chelsea snakkede om, at jeg skulle være her i Spanien i to år på et hold som Atlético Madrid, før jeg kom et år til hold som Fulham eller Tottenham, så jeg kan blive tilvænnet engelsk fodbold.

- Derefter ville det være naturligt med Chelsea i det fjerde år, siger belgieren, som skiftede til Atlético Madrid før denne sæson.

Petr Cech er 29 år. I 2006 stødte han sammen med en Reading-spiller og slog sit hoved alvorligt. Siden har han spillet med hjelm.

/ritzau/

Chelseas lejesvend Thibaut Courtois hævder, at klubbens målmand Petr Cech kan være tæt på et karrierestop.

Offentliggjort Sidst opdateret