Ulrik Wilbek indkalder erfaren erstatning

Landstræner Ulrik Wilbek svarer igen på den seneste tids uheld med skader i herrelandsholdets forsvar og indkalder den erfarne Bjerringbro-Silkeborgspiller (BSV) Kasper Nielsen.

Og Kasper Nielsen ser frem til igen at blive en del af landsholdstruppen.

- Det er det, jeg har kæmpet for hele tiden - for at komme tilbage efter min skade. Så det er jo kun fedt, og jeg satser på, at jeg rammer formen, så det bliver rigtig godt, siger han til TV2 Sporten.

Først blev Rene Toft Hansen skadet. Og lørdag eftermiddag fulgte Anders Oechsler samme vej, da han i KIF Koldings nederlag til Viborg var involveret i et sammenstød, som kostede ham en ledbåndsskade - og formentlig deltagelsen ved VM.

De to forsvarsspillere var tiltænkt vigtige roller i midterforsvaret på herrernes VM-hold, men Ulrik Wilbek må muligvis se bort fra begge spillere ved slutrunden.

Den 35-årige Kasper Nielsen har spillet 143 landskampe og scoret 283 mål for Danmark og er i første omgang indkaldt som gardering til træningslejren i januar forud for VM.

- Jeg er selvfølgelig ked af det på Anders' vegne, men jeg er selvfølgelig klar og vil glæde mig utrolig meget til at deltage i et VM, siger han.

- Jeg satser jo selvfølgelig på at arbejde videre med min form, og hvis jeg skal møde ind, så er jeg klar, siger Kasper Nielsen.

Landsholdets træningslejr til VM starter i Silkeborg 1. januar.

/ritzau/

Landstræner Ulrik Wilbek har indkaldt Kasper Nielsen fra Bjerringbro-Silkeborg til VM-landsholdstruppen.

Offentliggjort Sidst opdateret