Unge kantraketter har genantændt det spanske landshold
Da Nico Williams (til højre) bragte Spanien på 3-1 i ottendedelsfinalen mod Georgien søndag, blev målet fejret med kantkollegaen Lamine Yamal (til venstre). (Arkivfoto). Foto: Wolfgang Rattay/Reuters
Fire sejre i fire kampe er facit indtil videre for Spanien ved EM. Succesen skyldes i høj grad to unge, hurtige kantspillere, mener kommentator.
Ritzau RitzauUlrik Rohde Sørensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Som den eneste nation ved EM har det spanske fodboldlandshold vundet sine fire første kampe.
Oven i det har Spanien som en af få af de store nationer også imponeret med spillet på banen. Derfor er fodboldøjnene naturlig rettet mod fredagens tidlige kvartfinale, hvor spanierne brager sammen med Tysklands EM-værter.
Hvor Spaniens fodboldherrer var ustoppelige og vandt tre slutrunder i træk fra 2008 til 2012, har det siden knebet med både resultaterne og spillestilen.
Derfor har den foreløbige succes ved årets EM overrasket selv den spanske befolkning, fortæller journalist og forfatter Morten Glinvad, der gennem mange år har kommenteret spansk klubfodbold for blandt andet TV 2 Sport.
- Det lå ikke lige i kortene, at de nu var klar til, at man igen kunne se dem som et af de stærkeste hold i verden og definere den moderne spanske spillestil, siger Morten Glinvad.
Annonce
Spaniens spillestil er i høj grad fokuseret omkring de to hurtige, unge kantspillere Lamine Yamal og Nico Williams fra henholdsvis FC Barcelona og Athletic Bilbao.
Begge har under 20 landskampe på cv'et, og 16-årige Lamine Yamal blev endda den yngste spiller nogensinde i en EM-kamp, da han startede inde i første gruppekamp.
I sidste gruppekamp mod Albanien sparede Spanien flere spillere heriblandt Lamine Yamal (til venstre) og Nico Williams (til højre), der her ses varme op til kampen sammen. (Arkivfoto). Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters
- Man har godt vidst, at man var nødt til at supplere den her stærke boldbesiddelse og det gode positionsspil med noget mere gennembrudsstyrke, end man har haft før, siger Morten Glinvad.
For Spaniens vante og tidligere succesfulde tiki-taka-spillestil inspireret af FC Barcelona var ikke længere effektiv i slutrunder, mener fodboldkommentatoren.
Og derfor har Yamal og Williams gennembrud ved årets EM været nøglen til, at Spanien nu ses blandt turneringens favoritter, lyder det.
- Det har forandret Spaniens spil, så det nu er meget mere uforudsigeligt. Deres tilstedeværelse ændrer alt.
- Men Spanien har også den udfordring, at hvis de ikke er der, så har de ikke nogen alternativer. De vil ikke kunne spille på samme måde, hvis de to spillere ikke er til rådighed. Det gør, at der stadig er en vis sårbarhed omkring det spanske hold, siger Morten Glinvad.
Han ser derfor heller ikke nødvendigvis, at årets slutrunde for Spanien er et udtryk for, at de er helt tilbage i verdenstoppen.
- Der er en følelse af, at det lige nu og her er gået op i en højere enhed til den her slutrunde, mere end man bare kan føle sig sikker på, at nu har man fået lagt de første grundsten til en ny epoke, hvor Spanien kommer til at blive altdominerende.
Et stort skridt på vejen vil være en kvartfinalesejr over de tyske værter, hvor de unge kantspillere igen vil være i fokus.
Annonce
- De er to meget vigtige brikker for os. De smitter os med den ungdom og uskyld, som ofte er så vigtig, sagde midtbanegeneralen Rodri ifølge AFP efter sejren over Georgien i ottendedelsfinalen.
Hos Tyskland er backen David Raum også bevidst om den udfordring, der venter ham.
- Når du ser, hvad Yamal bringer til fodbold, er alder ikke noget problem. Han har brutal kvalitet, og vi bliver nødt til at finde en måde at forsvare os mod ham på, lød det fra Raum ifølge Reuters, da Tyskland lørdag spillede sig videre med en sejr over Danmark.
Til gengæld fejler selvtilliden ikke noget hos den spanske landstræner, Luis de la Fuente.
- Jeg vil ikke fornærme nogen, men vi har det bedste hold i turneringen, sagde han ifølge Reuters efter Georgien-sejren.
Vinder Spanien over Tyskland på MHPArena i Stuttgart venter enten Frankrig eller Portugal i semifinalen. De spiller den sene kvartfinalekamp fredag.
/ritzau/
Sådan er det gået Spanien ved seneste slutrunder
Ved de seneste ti fodboldslutrunder har det spanske landshold løftet trofæet tre gange.
Sådan er det gået Spanien ved EM og VM:
* VM i 2022: Nederlag til Marokko i ottendedelsfinalen efter straffespark.
* EM i 2021: Nederlag til Italien i semifinalen efter straffespark.
* VM i 2018: Nederlag til Rusland i ottendedelsfinalen efter straffespark.
* EM i 2016: Nederlag til Italien i ottendedelsfinalen.
* VM i 2014: Exit efter gruppespillet.
* EM i 2012: Europamester.
* VM i 2010: Verdensmester.
* EM i 2008: Europamester.
* VM i 2006: Nederlag til Frankrig i ottendedelsfinalen.
Seneste artikler
Kvinde amok på betjente
Annonce: Sådan vælger man den rette bilforhandler i Slagelse til køb, bytte og service
Ombudsmand beder om nyt svar i sag om avisboykot
Nu indtager de Bjørneskoven
Ekspert: Lolland vil være fattig i årtier
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Ældreformand: Rystende besparelser