Velspillende Molde sætter kniven på Silkeborgs strube
Molde jublede tre gange, mens Silkeborg-spillerne måtte bøje nakken. Foto: Svein Ove Ekornesvåg/Ritzau Scanpix
Molde vandt fortjent over Silkeborg, som nu skal lave et stort comeback for at gå videre.
Som pokalvinder har Silkeborg IF mulighed for at nå den næstbedste europæiske klubturnering, Europa League. Men det ser svært ud.
Torsdag var midtjyderne på besøg hos de norske pokalmestre fra Molde i kvalifikationsturneringen, og det endte som lidt af en skuffelse.
Nordmændene, der ligesom Silkeborg har kunstgræs som underlag på sin hjemmebane, var et par nøk bedre end Kent Nielsens tropper, som måtte tage hjem med et nederlag på 1-3 i kvalifikationens anden runde.
Dermed skal Silkeborg vinde med tre mål på hjemmebane i returopgøret i næste uge for at avancere til næste runde i Europa League-kvalifikationen. Lykkes det ikke, dumper Silkeborg ned i Conference League-kvalifikationen.
Torsdag gik det galt for Silkeborg allerede i andet minut, efter at Molde-spillerne havde sværmet omkring Silkeborgs felt. Til sidst fik Markus Kaasa bolden i feltet og sparkede den ind bag Nicolai Larsen.
Det så imidlertid ikke ud til at ryste Silkeborg, som spillede frisk til og var ganske nærgående flere gange. Efter 35 minutter kom der også en scoring til 1-1, da Alexander Lind hamrede bolden i nettet fra stor afstand.
Men det var en stakket frist.
Silkeborgs defensiv havnede flere gange i ubalance, og det var Molde dygtige til at omsætte til store chancer. Et minut inde i første halvlegs overtid kom der sågar mål ud af det.
Nordmændene kombinerede blændende, og til sidst gled anfører Magnus Wolff Eikrem ind i bolden og sparkede den ind til 2-1.
En ordentlig spand vand i hovedet på Silkeborg-spillerne, som efter pausen havde svært ved at få greb om kampen. Og allerede inden der var gået fem minutter, var Molde på spil igen.
Mathias Lovik lagde bolden ind i feltet, hvor Magnus Wolff Eikrem på kanten af offside fandt plads og scorede nemt.
Nicolai Larsen slog ud med armene og sendte forbandelser gennem luften, men lige lidt hjalp det. Molde havde flere fine chancer, og Silkeborg var ikke tæt på comeback.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie