- Vi presser ikke Lolland-Falster
De lokale fodboldpiger fra Nykøbing FC i blåt vil også i fremtiden komme til at spille mod sjællandske hold. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Det fastslår DBU Sjællands formand.
LOLLAND-FALSTER I mandags kom det frem på formandsmødet i DBU Lolland-Falster, at DBU Sjælland har opsagt samarbejdsaftalen med DBU Lolland-Falster, der blandt andet går ud på at lokale ungdomshold på Lolland-Falster kan blive matchet med sjællandske hold.
Opsigelsen kommer i kølvandet på, at DBU Lolland-Falster har sagt nej til en fusion med DBU Sjælland, DBU København og DBU Bornholm ud fra den reformaftale, der er bordet i øjeblikket.
Derfor kunne opsigelsen godt tolkes som et forsøg fra DBU Sjællands side på at presse DBU Lolland-Falster til at acceptere en ny reformaftale.
Men det afviser DBU Sjællands formand Jakob Koed.
- Det er slet ikke hensigten. Vi presser ikke Lolland-Falster. Opsigelsen skal udelukkende ses som rettidig omhu, da opsigelsesvarslet er et år, og om et år skulle verden gerne se anderledes ud, siger Jakob Koed.
Underforstået: Der skulle en reform om det nye DBU Bredde Øst, der i så fald vil være en sammenslutning af fodboldunionerne i København, Sjælland, Bornholm og Lolland-Falster, gerne være en realitet.
Lolland-Falster skal med
Den sjællandske formand har stadig et ønske om at få Lolland-Falster med i en ny stor øst-union, men han erkender at forhandlingerne er vanskelige.
- Jeg anerkender, at det er ekstremt svært at nå i mål, da det er fire unioner med hver deres kulturer og over 100 års traditioner.
- Men der lå en færdig aftale, som DBU Lolland-Falster sprang fra i 11. time, og havde vi ikke stået i en coronasituation, så havde forslaget allerede været til afstemning på ekstraordinære repræsentantskabsmøder, der var planlagt i foråret, understreger Jakob Koed.
Han er nu gået sammen med DBU København og DBU Bornholm om at finpudse det reformforslag, som skulle have været til afstemning i lokalunionerne i foråret, og DBU Lolland-Falster bliver ikke budt indenfor, før der er et færdigt forslag.
Reformen skal igennem
- De (DBU Lolland-Falster, red.) tog et valg ved at stå udenfor, og så må de finde sig i, at vi andre arbejder videre, for vi skal have den her reform igennem til gavn for dansk fodbold, fastslår Jakob Koed.
Blandt klubberne på Lolland-Falster er der et ønske om at bevare kontoret i Nykøbing.
Til det siger Jakob Koed
- Det er også meningen, for det er hensigten, at vi med denne reform skal komme bredere ud, også i de små samfund. Men jeg kan ikke garantere det i al evighed, da vi er en demokratisk organisation, der bliver valgt af klubberne, så kommer der andre til, som mener noget andet, så er det jo en ny situation.
Det vil det også være, hvis DBU Lolland-Falster endnu en gang siger nej til det reformforslag, som vi blive fremlagt inden for de næste måneder.
- Det håber jeg ikke sker, men så må vi finde en anden løsning, der også tilgodeser Lolland-Falster. Vi har ingen interesse i at kappe fodbolden ved Storstrømsbroen, for det giver rigtig god mening at hold fra det sydsjællandske område kan møde hold fra Lolland-Falster.
Det vil sige, at hvis forslaget endnu en gang bliver forkastet, så kommer holdene fra Lolland-Falster ikke til at sejle deres egen sø?
- Nej, det kommer ikke til at ske, fastslår DBU Sjællands formand.
Seniorerne undtaget
Opsigelsen fra DBU Sjælland kommer ikke til at berøre de lokale fodboldklubbers muligheder for at rykke op i Sjællandsserien på seniorfronten, da det er eneste mulighed LF-klubberne har for at rykke videre op i Danmarksturneringen, og den mulighed må de ikke afskæres fra.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie