VM-profil: Alle negative tanker skal væk
Hvis Danmark taber til Montenegro i morgen aften, er håndbold-VM slut for denne gang, og så vil det være svært at lave noget positivt facit på danskernes præstation i Serbien.
Men frygten for, at VM ender som en fiasko, må ikke fylde i spillernes hoveder, når de møder montenegrinerne, mener forsvarsprofilen Pernille Holmsgaard.
- Det må vi ikke tænke over, for så går det da først galt. Vi skal ud med en positiv energi og give max gas. Alt andet skal vi lægge fra os og have fokus på at komme fremad, siger hun.
Hun er klar over, at der formentlig er mange fans og tv-seere, der spørger sig selv, hvordan Danmark dog skal slå europamestrene Montenegro, når man ikke kunne slå Serbien eller Brasilien.
- Det er der nok. Men jeg håber, at alle bakker os op. Vi tror i hvert fald på sejren. Vi vil gerne vise, at vi er gode, og vi vil kæmpe til det sidste. Så må det briste eller bære, siger Pernille Holmsgaard.
Hun slår fast, at selv om resultaterne i de seneste kampe har ladet noget tilbage at ønske, rokker det ikke ved troen på, at Danmark fortsat hører til i verdenseliten - i top-8, som var målsætningen før VM.
- Det gør det ikke. For vi ved, at vi kan spille bedre, end det vi har gjort. Jeg tror måske, vi er lidt overraskede over os selv og over, at vi ikke kan få vores angrebsspil til at hænge bedre sammen. Det skal vi have kigget på.
- Vi regnede med, at kunne vi holde modstanderne nede på mindre end 25 mål, så ville vi have en god chance for at vinde. Sådan er det ikke gået, så vi skal have fundet ud af, hvordan vi finder de sidste mål, der kan give os sejren, siger Pernille Holmsgaard.
Danmark og Montenegro mødes i knald-eller-fald-kampen søndag aften klokken 20.45.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie