Yamal og Raphinha sender Barcelona op på andenpladsen
FC Barcelona kunne juble over Lamine Yamals scoring til 1-0 i mandagens sejr over Real Sociedad. Foto: Albert Gea/Reuters
FC Barcelona vandt 2-0 på hjemmebane over Real Sociedad i den bedste spanske fodboldrække.
Girona nåede kun at sidde på andenpladsen i La Liga i to uger efter den overraskende sejr over FC Barcelona for et par spillerunder siden.
Mandag aften vandt Barcelona 2-0 hjemme over Real Sociedad og kravlede dermed tilbage på andenpladsen.
Dermed udnyttede Barcelona, at Girona kun formåede at spille 2-2 ude mod Alaves fredag aften.
Det skulle dog vise sig at blive en tæt kamp mandag aften på Barcelonas hjemmebane. To mål gjorde forskellen.
Fem minutter før pausen scorede Barcelonas kantspiller Lamine Yamal til 1-0 efter et oplæg fra Ilkay Gündogan.
Den tyske midtbanespiller modtog bolden i dybden, men han kunne ikke løbe fra modstandernes forsvar. I stedet spillede Gündogan den klogt på tværs til Yamal, der sparkede føringsmålet ind som det naturligste i verden.
Real Sociedad havde muligheder for at udligne, og især Brais Mendez vil ærgre sig over en brændt chance midtvejs i anden halvleg.
I stedet for en udligning lukkede og slukkede Barcelona med et mål mere til slut.
I tillægstiden udnyttede Raphinha et straffespark til at gøre det til slutresultatet 2-0 for Barcelona.
Dermed er catalonierne nu et point foran Girona, der indtager tredjepladsen som sæsonens store overraskelse.
For to uger siden vandt Girona 4-2 over Barcelona for anden gang i træk i denne sæson. Det betød, at Barcelona måtte afgive andenpladsen til Girona.
Med tre spillerunder tilbage har Barcelona været i stand til at generobre andenpladsen. Real Madrid sikrede sig det spanske mesterskab for lidt over en uge siden.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie