Zidane nyder Real-sejr over Barcelona efter hård kritik
Real Madrid-træner Zinedine Zidane (til venstre) vil nyde lørdagens 3-1-sejr over rivalen FC Barcelona og træner Ronald Koeman. Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Real-træner Zinedine Zidane kunne mærke presset lette en smule, mens der kom mere pres på Ronald Koeman.
Real Madrid kom ud af en mindre krise på bedst mulig vis, da holdet lørdag ude besejrede FC Barcelona med 3-1 i sæsonens første El Clasico.
Barcelona kunne ellers have sørget for det tredje Real Madrid-nederlag på stribe, men det lykkedes ikke.
Efter nederlag i La Liga til Cadiz i sidste weekend og nederlag til Shakhtar Donetsk i Champions League fik Real Madrid rejst sig.
Dermed er presset på Real Madrid-træner Zinedine Zidane for en stund aftaget. Real Madrid topper nu La Liga med 13 point efter 6 kampe.
- Det er kun tre point, men vi skal nyde sejren. Specielt efter alt det, der er blevet sagt om holdet, siger Zidane til AFP.
Real Madrid har været udsat for hård kritik i de spanske medier i den seneste uges tid.
Anfører Sergio Ramos, der scorede på et straffespark i kampen mod Barcelona, nyder sejrens sødme.
- Du har altid dårlige perioder i løbet af en sæson, og forhåbentlig varede denne her periode kun en uge. At vinde på din ældste rivals bane er altid tilfredsstillende, siger Ramos.
Barcelona-træner Ronald Koeman var utilfreds med det straffespark, Ramos selv fremtvang og først blev tildelt efter et VAR-gennemsyn.
Ramos blev tydeligt revet i trøjen af Barcelona-stopperen Clément Lenglet, men spanieren lod sig også falde teatralsk i situationen.
- Måske kan du en dag forklare, hvordan VAR fungerer her i Spanien. Vi har spillet fem kampe i ligaen, og VAR har kun blandet sig og straffet Barcelona, siger Koeman.
Det var Koemans første El Clasico som Barcelona-træner. Han kan notere sig tre sejre i sine første seks kampe for catalonierne.
Barcelona gæster onsdag Juventus i Champions League uden karantæneramte Gerard Pique.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie