104-årig stjernearkitekt bag Brasília er død
Den legendariske arkitekt Oscar Niemeyer - manden bag Brasiliens futuristiske og monumentale hovedstad, Brasília - er død i en alder af 104 år.
Brasilianske Niemeyer har indskrevet sig i moderne arkitektur- og designhistorie som en af de mest fremtrædende skikkelser i det 20. århundrede. Hans karriere, som begyndte tilbage i 1930'erne, strakte sig over ikke mindre end ni årtier.
Niemeyer er først og fremmest kendt som hovedarkitekten bag Brasília, der fra slutningen af 1950'erne blev bygget op som det nye politiske centrum for hans latinamerikanske hjemland.
Her tegnede han de vigtigste bygninger, blandt andet nationalkongressen, i et monumentalt og symbolistisk formsprog.
I 1988 blev han hædret med arkitekturprisen Pritzker, der regnes som arkitekturens svar på Nobelprisen, for den spektakulære katedral i Brasília.
Den opsigtvækkende by, som blev bygget op fra grunden inde i Brasilien, står i dag tilbage som et eksempel på modernistisk "rumalder"-arkitektur.
Da den russiske kosmonaut Yuri Gagarin fløj over byen i 1961, sagde han, at han havde indtryk af, at "lande på en anden planet".
Niemeyer er også en af de vigtigste arkitektoniske bidragydere til FN-hovedkvarteret, der ligger i New York.
Blandt hans øvrige værker kan nævnes museet for samtidskunst i Niterói, en forstad til Rio de Janeiro, og Mondadori-bygningen i Milano. I 1989 kunne modeller og plancher af arkitektens vigtigste arbejde ses på Dansk Arkitekturcenter i København.
Niemeyer døde på et hospital i sin hjemby Rio de Janeiro efter at have kæmpet med en nyresygdom og lungebetændelse.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie