14 dræbt og 60 bortført ved angreb i Nigeria
Zamfara-delstaten har mange gange været ramt af massebortførelser. Her bliver nigerianske piger genforenet med deres familier i byen Jangabe i marts 2021, efter at 3030 skolepiger var blevet bortført. Foto: Sunday Alamba/Ritzau Scanpix
Ny massebortførelse har ramt Zamfara, som er en af de delstater i Nigeria, der er værst plaget af fænomenet.
Bevæbnede mænd i Nigeria har dræbt 14 mennesker i to forskellige angreb i den nordlige del af landet.
I et landområde i Zamfara-delstaten i den nordvestlige del af landet har de militante endvidere bortført mindst 60 mennesker.
De fleste af de bortførte er kvinder og børn, oplyser en lokal leder ifølge Reuters. Han ønsker ikke sit navn frem af frygt for repressalier.
Men en indbygger i byen Magami, som var en af de to byer, der kom under angreb, fortæller, at fire mennesker blev dræbt i Magami.
- Banditterne kørte på mange motorcykler med geværer og andre våben, og de skød omkring sig, fortæller indbyggeren, Shuaibu Haruna.
Yderligere fire mennesker blev dræbt i en anden by i nærheden, Kabasa. Også her blev flere mennesker bortført, fortæller lokale indbyggere.
Zamfara er en af de delstater i Nigeria, der er værst ramt af bortførelser.
Ofte forlanger gerningsmændene løsepenge fra familierne til de bortførte.
Massebortførelsen kommer kun to dage, efter at snesevis af studerende blev bortført fra et universitet. Det er ligeledes i Zamfara-delstaten.
Længere mod øst har formodede islamistiske oprørere angrebet en kolonne af køretøjer, der var under militær eskorte. To soldater og fire civile blev dræbt, meddeler en kilde i politiet.
Gerningsmændene satte ild til fire biler og kørte fra stedet i en lastbil.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie