328 milliarder: Grækerne håber på tidlig julegave
Grækerne håber at få frigivet længe forsinkede lån på omkring 328 milliarder kroner (44 milliarder euro), når gruppen af eurolandene, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB), torsdag mødes i Bruxelles.
Eurogruppen nåede egentlig allerede til enighed om at frigive milliarderne på et møde i slutningen af november, men det var på betingelse af én ting: At grækerne ved at købe noget af deres gæld tilbage kunne nedbringe deres gældsbyrde.
- Vi vil i dag - sådan som jeg nu ser det, mærker det, føler det og også ønsker det - træffe en endegyldig beslutning, hvad angår Grækenland, siger eurogruppens chef, Jean-Claude Juncker, ved ankomsten til eurogruppemødet i Bruxelles.
Også den største kreditgiver, Tyskland, er klar til omsider at frigive de mange milliarder.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger torsdag formiddag i Forbundsdagen i Berlin, at hun håber, at eurogruppen giver grønt lys til grækerne.
- Alle og enhver, der beskæftiger sig med forholdene i Grækenland, ved, at det er bydende nødvendigt, siger Merkel.
Grækerne indledte i starten af december et tilbagekøbsprogram, hvor de begyndte at købe deres egen gæld tilbage fra private investorer - med en fed rabat.
Det er foregået ved en auktion, hvor investorer har kunnet vælge at sælge deres græske obligationer til Grækenland og til gengæld modtage betaling i seksmånederspapirer udstedt af den midlertidige europæiske redningsfond (EFSF).
Tilbagekøbsprogrammet er nødvendigt for at leve op til kravet om, at gælden skal være nede på 124 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2020.
Lige nu er den på omkring 180 procent af BNP, og den ventes at stige til 190 procent i 2014. Det er tre gange så meget som det tilladte i eurozonen. Med den nye aftale ventes det, at den græske gældsbyrde nedbringes til 124 procent af landets økonomi i 2020.
En del af lånet har været forsinket siden juni, fordi Grækenland kom bagud med lovede reformer og nedskæringer, mens landet var ramt af politisk tumult.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie