63-årigt fransk gidsel flygtede fra ulåst celle
En fransk ingeniør, der blev taget som gidsel i Nigeria i december sidste år af militante islamister, er kommet til Frankrig efter en dramatisk flugt, der vækker mindelser om en aktion-thriller.
Et fly med den 63-årige Francis Collomp landede mandag i en militær lufthavn i Paris. Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, var med om bord i flyet, efter at han havde hentet sin landsmand i Afrika. De blev modtaget af premierminister Jean-Marc Ayrault.
Collomp, som tabte omkring 40 kilo i sit fangenskab, blev bragt til et hospital, hvor han skal gennemgå en række undersøgelser. Han skal samtidig orientere repræsentanter for den franske efterretningstjeneste, Dgse, om forløbet af sit fangenskab og sin flugt.
Præsident François Hollande sammenligner Collomps flugt med en "eventyrhistorie", og han erklærer sig stolt af sin landsmands "usædvanlige mod."
Collomp blev taget som gidsel af militante islamister den 19. december 2012 i det nordlige Nigeria. Han blev taget til fange af 30 bevæbnede mænd, som angreb det franske firma Vergnet, hvor han arbejdede i provinsen Katsina i det nordlige Nigeria.
To livvagter og en tilfældig forbipasserende blev dræbt under angrebet.-
Den islamistiske gruppe Ansaru, der har forbindelse til gruppen Boko Haram, står bag bortførelsen.
De nøjagtige omstændigheder omkring franskmandens flugt er ikke offentliggjort, men ifølge franske medierapporter undslap han sine fangevogtere, da de var fordybet i bøn i byen Zaria lørdag.
- De beder altid i 15 minutter, og han undslap, da de ikke havde lukket døren til hans celle, siger en lokal politichef i Nigeria, Femi Adenaike Adeleye.
Der er dog også rapporter om, at Collomp benyttede en chance i forbindelse med en militær øvelse til at undslippe gidseltagerne.
Da han var ude af sin celle, stoppede han en motorcykeltaxa og blev kørt til den nærmeste politistation.
Collomp's hustru, Anne-Marie, siger, at hun ikke kan genkende sin mand.
- Han er udmagret, træt, men meget lykkelig, siger hun.
Præsident Hollande har understreget, at euforien over Collomps flugt ikke får ham til at glemme, at der fortsat sidder syv landsmænd i Syrien, Mali og Nigeria.
- Vi vil arbejde utrætteligt på at få dem befriet, siger han.
Fire franskmænd, der blev taget som gidsler af al-Qaeda i Niger i 2010, vendte for godt to uger siden hjem til Frankrig efter et tre år langt mareridt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie