Ambassadør fik brug for sin erfaring med sikkerhedspolitik i Moskva

Danmarks tidligere ambassadør i Rusland Jakob Henningsen skal være ambassadør i Polen fra den 5. august. Foto: Free

De seneste to år har Jakob Henningsen været Danmarks ambassadør i Rusland. Fra august tiltræder han som ambassadør i Polen, der deler grænse med Ukraine.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jakob Henningsen tiltrådte den 1. september 2022 som Danmarks ambassadør i Rusland, der fortsat fører en ulovlig angrebskrig mod Ukraine.

Ambassadørrollen i det krigsførende land har været både fagligt udfordrende og interessant for ham.

Han har blandt andet overværet retssagen mod den russiske oppositionspolitiker Vladimir Kara-Murza, som blev idømt 25 års fængsel for landsforræderi.

Henningsen har også deltaget i begravelsen af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, som i februar døde i russisk fængsel.

- Det er nogle ret massive oplevelser, jeg har haft, siger han.

Fra august tiltræder han som ambassadør i Polen, der deler grænse med Ukraine.

Måneden før Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, fik Henningsen tilbudt stillingen som ambassadør i Ruslands hovedstad, Moskva.

- Jeg sagde ja med det samme, siger han.

På det tidspunkt vidste Jakob Henningsen ikke, at posten ville blive så politisk uforudsigelig.

- Det er klart, at invasionen helt ændrede rammerne for min udsendelse.

Der havde været tidlige tegn på, at Rusland planlagde at invadere Ukraine.

Henningsen nævner blandt andet de op mod 100.000 russiske soldater, der i slutningen af januar 2022 var opmarcheret langs grænsen til Ukraine.

Da man fra russisk side begyndte at sende felthospitaler med blodbanker til grænsen, frygtede flere, at krisen var på vej til at blive blodig alvor. Den frygt viste sig senere at være velbegrundet.

Henningsen har en solid erfaring inden for sikkerhedspolitik. Han har blandt andet rådgivet om sikkerhedspolitik under statsminister Mette Frederiksen (S).

Den 16. februar i år kom nyheden om, at den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj var død i et russisk fængsel. Han blev begravet den 1. marts, og ambassadør Jakob Henningsen deltog i begravelsen. (Arkivfoto). Foto: Stringer/Reuters

Al den erfaring fik han brug for, da han senere samme år fløj til Moskva.

En udsendelsesperiode er på fire år. Men i samråd med Udenrigsministeriet blev det besluttet at sætte den ned til to år.

- Det var vigtigt for mig. Jeg ville kun i begrænset omfang kunne få familien på besøg, siger han.

- Det er desuden svært at få lokale venner et sted som Rusland, fordi du skal spørge dig selv, hvorfor en person vil være venner med dig.

Han var indstillet på, at posten ville være isoleret og ensom.

Det blev den også. Men han fik venner for livet, fordi ambassadørerne prioriterede udflugter og sammenkomster med hinanden.

- Når man bliver presset, som vi gjorde, holder man sammen. Vi lavede en masse sammen for at bevare vores mentale sundhed, siger han.

Den russiske oppositionspolitiker Vladimir Kara-Murza blev i april 2023 idømt 25 års fængsel for landsforræderi. Ambassadør Jakob Henningsen har overværet hans retssag. (Arkivfoto). Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Han har ikke oplevet noget direkte ubehageligt mod sin person, men til tider har det alligevel været utrygt.

- Du skal forestille dig, at propagandaen kører hver eneste dag på russisk tv. Russerne får at vide, at Vesten vil inddæmme og besejre Rusland, og at vestlige hovedstæder er legitime russiske mål, siger han.

- Fremtrædende propagandister taler om, hvorfor Rusland accepterer tilstedeværelsen af ambassadører fra "uvenlige" lande.

Men det var ikke de russiske myndigheder, der bekymrede ham mest. Han tænkte over, hvad enkeltpersoner, der lyttede til propagandaen, ville kunne finde på.

Jakob Henningsen mener dog, at det er vigtigt at bevare de diplomatiske forbindelser:

- Diplomatiet i Rusland har meget svære vilkår. Men hvis ikke vi havde diplomatiske forbindelser, ville vi skære en af de få tilbageværende kommunikationslinjer med Rusland over.

Det har også betydning, tilføjer han, at vise "de russere, der ønsker et andet Rusland, at vi fortsat er til stede, og at vi ikke, som Kreml hævder, er russofober".

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Jakob Henningsen var ikke i tvivl om, at han skulle deltage i begravelsen af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj i marts:

- Der var et enormt sikkerhedsopbud. De russere, der deltog i begravelsen, løb virkelig en stor risiko. De udviste et enormt mod. Flere russere takkede os ved begravelsen, fordi de var glade for, at Vesten ikke havde glemt dem.

Fra 5. august skal Jakob Henningsen være Danmarks ambassadør i Polen, der deler grænse med det krigshærgede Ukraine. Derfor fortsætter fokus på sikkerhedspolitikken.

- Men Polen er en god og vigtig samarbejdspartner. Det er en afgørende forskel, siger han og tilføjer, at han ser frem til at arbejde med en partner, som er forankret i de vestlige samarbejdsstrukturer.

/ritzau/

Blå bog: Jakob Henningsen

* Navn: Jakob Henningsen.

* Alder: 52 år (født 26. november 1971 i Viborg).

* Jakob Henningsen er ridder af Dannebrog.

* Han er gift med Kirsten Holdt Henningsen. Sammen har de har to sønner: Jeppe på 25 år og Christian på 19 år.

Karriere:

* Danmarks kommende ambassadør i Warszawa, Polen fra 5. august 2024.

* Danmarks ambassadør i Moskva, Rusland siden 1. september 2022.

* Tidligere har han været afdelingschef i Udenrigsministeriet og ledende rådgiver for udenrigspolitik og national sikkerhed i Statsministeriet.

Uddannelse:

* Master i internationale politiske relationer fra University of Warwick i England i 1995.

* Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet i 1998.

Kilder: Altinget og Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu