Aung San Suu Kyi er på vej til parlamentet

Demokratiforkæmperen og nobelprismodtageren, Aung San Suu Kyi, vil kunne få en plads i Myanmars civile regering, hvis hun bliver valgt til parlamentet i april.

Det siger en rådgiver for landets præsident søndag.

Suu Kyi vil kunne få en passende post i et parlament, der i vid udstrækning fortsat er sammensat af militærfolk og medlemmer af det regerende militærstøttede parti, siger Nay Zin Latt.

Det er det seneste reformskridt, som Myanmars nye styre lægger for dagen i landet, som tidligere blev kaldt Burma.

- Der er også en mulighed for, at hun vil blive udnævnt til at komme til at sidde i regeringen, siger rådgiveren og understreger, at det vil komme an på Suu Kyis egne ønsker.

- Men hvis hun er mere interesseret i lovgivningsspørgsmål, så kan det være en passende opgave for hende i parlamentet, tilføjer rådgiveren.

Kommentarerne skyldes, at Suu Kyis parti, National Ligaen for Demokrati (NLD), har bekræftet, at det 66-årige ikon stiller op som kandidat i en valgkreds i nærheden af Yangoon.

- Daw Suu vil stille op i Kawhmu-valgkredsen. Den endelige kandidatliste vil blive offentliggjort efter 11. januar, siger NLD-talsmand Nyan Win. Daw er et begreb, som er udtryk for respekt i Myanmar.

Nay Zin Latt siger, at præsident Thein Sein vil hilse det velkomment, hvis Aung San Suu Kyi vælges og bliver medlem af parlamentet.

Tøbruddet i forhold til Suu Kyi, der indtil for nylig i årevis har siddet i husarrest, er udtryk for de spæde forandringer i demokratisk retning fra det militærstyre, der har holdt landet i et jerngreb i årevis

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er netop nu som den første danske minister på besøg i landet, hvor han mødes med både Suu Kyi og repræsentanter for regeringen.

/ritzau/AFP

Hvis Myanmars ikoniske demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi bliver valgt i april, kan hun komme i parlamentet.

Offentliggjort Sidst opdateret