Avis: Norsk regeringsgrundlag ender uden ændret abortlov
Statsminister Erna Solberg fra Høyre har i mange år ønsket at samle de fire ikkesocialistiske partier i Norge i en regering. Måske lykkes det torsdag eftermiddag. (Arkivfoto) Foto: Adnan Abidi/Reuters
Adnan Abidi/Reuters
Under strenge vilkår skal fire norske partier torsdag forsøge at nå til enighed om et nyt regeringsgrundlag.
Kristelig Folkeparti (KrF) i Norge har ikke fået medhold i at ændre abortloven under de igangværende regeringsforhandlinger i landet.
Det skriver avisen VG, der citerer unavngivne kilder i partierne Høyre, Fremskrittspartiet (FrP), Venstre og KrF. Kilderne oplyser, at de fire partier nåede til enighed om et nyt regeringsgrundlag onsdag aften.
KrF har kæmpet for ændringer i abortloven, så det bliver sværere at få en sen abort, eksempelvis i tilfælde hvor fosteret har en alvorlig sygdom.
Det nye regeringsgrundlag kommer ifølge VG's kilder til at indeholde en børne- og familiereform med særligt fokus på ressourcesvage, hvilket KrF har fået igennem.
Desuden har Venstre angiveligt fået en betydelig sejr på klimaområdet igennem i forhandlingernes slutspurt.
Et andet spændingsmoment i forhandlingerne er, hvor mange og hvilke ministerposter KrF kan få. Venstre har i dag tre ministerposter.
De fire partier mødes torsdag eftermiddag klokken to til interne møder i et forsøg på at forhandle regeringsgrundlaget på plads.
Møderne, der foregår på fire forskellige hoteller nær lufthavnen i Oslo, sker under strenge vilkår. Norsk TV2 skriver således, at partimedlemmerne hverken må have mobiltelefoner eller computere med ind til møderne.
Og selv hvis Venstre skulle blive enig i løbet af kort tid, så må ingen medlemmer forlade mødelokalet, før de andre partier også er færdige. Møderne kan derfor blive lange.
Yderligere ønsker KrF at øge antallet af kvoteflygtninge fra 3000 til 5000, mens FrP vil reducere indvandringen.
Statsminister Erna Solberg fra Høyre har i mange år ønsket at samle de fire ikkesocialistiske partier i en regering. Men i 2013 lykkedes det ikke partierne at blive enige om et regeringsgrundlag.
Forhandlingerne endte derfor med, at Høyre og FrP dannede regering med en samarbejdsaftale med Venstre og KrF.
Efter valgsejren i 2017 ville KrF dog ikke nøjes med en ny samarbejdsaftale. Samtidig besluttede Venstre at søge regeringssamarbejde, og partiet gik med i Solberg-regeringen for et år siden.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie