Bådflygtninge i Asien har været på havet i måneder
BBC rapporterer, at desperate bådflygtninge, hvoraf mange er børn, drikker deres egen urin.
Flere fartøjer med udhungrede bådflygtninge er på vej mod Malaysia, som har optrappet patruljeringer til havs og i luften for at forhindre, at de når frem til landets nordøstlige kyst, siger kilder hos landets kystvagt.
En båd fyldt med et stort antal rohingya-flygtninge fra Myanmar - heriblandt mange børn - blev torsdag også set drive i thailandsk farvand i Det Andamanske Hav.
Passagererne på fartøjet siger, at adskillige ombordværende er døde om bord i de seneste døgn.
- Omkring 10 er døde på rejsen. Vi kastede ligene over bord, råbte en af bådflygtningene til journalister, der sejlede ud for at tale med de ombordværende.
- Vi er 300. Vi har været på havet i to måneder. Vi ønske at komme til Malaysia, men vi er endnu ikke nået frem, tilføjede han.
En gruppe kvinder med tørklæder om deres hoveder græd, da journalisterne nærmede sig. De siger, at mange børn og småbørn er om bord på båden.
Ordene "Vi er Myanmar rohingya-flygtninge" stod skrevet på engelsk hen over et sort flag på træbåden, hvor et stort stykke stof var spændt ud for at skærme de ombordværende mod solen.
BBC rapporterer, at bådflygtningene er desperate, og at de drikker deres egen urin.
De ombordværende siger, at menneskesmuglere ødelagde fartøjets motor og forlod dem.
Det buddhistiske flertal i Myanmar betragter de omkring 1,3 millioner muslimske rohingya-folk i landet som illegale immigranter fra Bangladesh.
Flere end 1000 flygtninge fra Bangladesh og Myanmar er kommet til Malaysia og Indonesien de seneste dage.
Det sker ifølge Reuters, efter at Thailand er begyndt at slå hårdere ned på strømmen af migranter, der kommer til landet ved hjælp af menneskesmuglere.
Thailand har hidtil ofte været flygtningenes første destination.
Menneskerettighedsgrupper frygter, at hundredvis - eller måske tusindvis - af rohingya-flygtninge flyder rundt på synkefærdige både, efter at de er blevet svigtet af menneskesmuglerbander, som frygter myndighedernes nye optrappede indsats.
Både FN og Den Internationale Organisation for Migration (IOM) har opfordret til en koordineret eftersøgning efter fartøjer med nødstedte flygtninge, men det har lande i regionen hidtil afvist.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie