Bande bortfører 36 buspassagerer på rute for fattige i Haiti
Haitis hovedstad, Port-au-Prince, lider under vold fra rivaliserende bander. Her ses flere forkullede biler efterladt i La Plaine-kvarteret i kølvandet på kampe mellem bander. (Arkivfoto). Foto: Odelyn Joseph/Ritzau Scanpix
36 passagerer og to chauffører er blevet bortført af bandemedlemmer fra slumkvarteret Village de Dieu.
Bandemedlemmer i Haiti har fredag bortført 38 mennesker på vej ud af landets hovedstad, Port-au-Prince, i minibusser. Buspassagererne var på vej mod den sydlige del af landet.
Det oplyser Mehu Changeux, der er formand for sammenslutningen af chauffører i Haiti.
- To busser fyldt med passagerer var netop kørt afsted mod Miragoane, da fyrene fra Village de Dieu tog busserne, siger han.
Village de Dieu er et af hovedstadens slumkvarterer, som er kontrolleret af en magtfuld bande.
- Om bord på hver bus var der 18 personer foruden chaufførerne, siger Mehu Changeux.
Han oplyser ikke, om der er blevet fremsat krav om løsepenge.
Haiti oplever ofte bortførelser begået af bevæbnede bander.
Siden 1. juni 2021 har haitianske myndigheder gradvist mistet kontrollen over den eneste vej, der forbinder Port-au-Prince med den sydlige halvdel af landet.
En strækning på omkring to kilometer af vejen er styret udelukkende af bevæbnede bander.
Det var på denne vej, at de i alt 38 mennesker fredag blev bortført, netop som busserne havde forladt den vestlige del af hovedstaden for at køre mod Miragoane.
Kystbyen Miragoane ligger omkring 100 kilometer vest for Port-au-Prince.
Mehu Changeux fortæller, at chaufførforeningen altid beder sine chauffører om ikke tage denne vej, før myndighederne har genoprettet sikkerheden.
Men den varsomhed er en luksus, som byens fattigste indbyggere ikke har råd til, da den eneste alternative rute er meget dyrere især på grund af uofficielle vejafgifter.
- Der er fortsat nogle busser, som løber risikoen, fordi nogle passagerer ikke har de økonomiske midler til at betale for transport ad bjergveje, siger Mehu Changeux.
I sidste weekend blev tre unge tyrkiske kvinder løsladt efter en måneds fangenskab i Haiti. De var blevet bortført af en kriminel bande, som kontrollerer regionen øst for Port-au-Prince op til grænsen til Dominikanske Republik.
Kvinderne blev bortført, da de var på vej med bus fra Santa Domingo, som er hovedstaden i Dominikanske Republik.
Fem andre tyrkiske statsborgere bliver stadig holdt fanget af banden.
I maj alene registrerede FN mindst 200 bortførelser i Port-au-Prince.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie