Belgien løslader tre mænd der blev anholdt tirsdag
En dommer har beordret tre mænd løsladt efter opsigtsvækkende anholdelser i Bruxelles.
De belgiske myndigheder oplyser, at de har løsladt tre personer, som blev tilbageholdt tirsdag i forbindelse med efterforskningen af bombeangrebene i Paris i november.
- En dommer har beordret de anholdte løsladt, oplyser anklagemyndigheden i Bruxelles.
Der er ikke blevet oplyst detaljerede oplysninger om, hvad de tre mænd var mistænkt for.
De tre personer blev anholdt tirsdag efter en ransagning i forstaden Uccle i den sydlige del af den belgiske hovedstad.
Tirsdagens anholdelser skete ifølge anklagemyndigheden i forlængelse af den efterforskning, som statsanklageren har åbnet efter angrebene 13. november i Paris, da 130 mennesker blev dræbt, og flere hundrede blev såret.
Tidligere tirsdag blev to andre sigtet for at have deltaget i sidste måneds angreb i Bruxelles, hvor der blev udløst bomber i byens lufthavn og på en metrostation.
De to er sigtet, fordi de belgiske myndigheder har fundet indikationer af, at de har lejet en lejlighed, der er blevet brugt af en af de formodede gerningsmænd.
Siden angrebet i marts, der kostede 32 mennesker livet, har de belgiske myndigheder indledt en menneskejagt på mulige medgerningsmænd og støtter bag angrebene i Europa.
Politiet har fundet tætte forbindelser mellem angrebene i Paris og Bruxelles.
Flere personer har tilsyneladende været involveret i begge angreb, og der er direkte tråde til den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, som har taget skylden for dem begge.
Blandt andet er Mohammed Abrini, der er kendt som "manden med hatten", dukket op i efterforskningen af de to angreb. Han blev anholdt i sidste uge.
Abrini optræder - iført en karakteristisk bøllehat - på overvågningsbilleder fra lufthavnen i Bruxelles kort inden bombeangrebet 22. marts.
Senere har efterforskningen afsløret, at han også blev fanget af et overvågningskamera på en tankstation i Frankrig sammen med Salah Abdeslam, som også er anholdt, to dage inden angrebene i den franske hovedstad.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned