Belgier dømt til 40 års fængsel i Iran
En 41-årig belgisk nødhjælpsarbejder er blevet idømt 40 års fængsel i Iran for spionage. Straffen omfatter også 74 piskeslag og en bøde på en million dollar. (Arkivfoto). Foto: François Walschaerts/Ritzau Scanpix
Straffen til belgisk nødhjælpsarbejder omfatter også 74 piskeslag og en bøde på en million dollar.
En 41-årig belgisk nødhjælpsarbejder er blevet idømt 40 års fængsel i Iran for spionage.
Straffen omfatter også 74 piskeslag og en bøde på en million dollar - svarende til op mod syv millioner danske kroner.
Den dømte, Olivier Vandecasteele, har ifølge dommen samarbejdet med USA mod Iran.
Han har ifølge iranske medier fået 12,5 års fængsel for spionage.
Desuden rummer dommen 12,5 års fængsel for at have samarbejdet med fjendtlige regeringer. Derudover har han fået 12,5 års fængsel for hvidvaskning af penge.
Manden blev også idømt 2,5 års fængsel for valutasmugling.
Retssagen mod den belgiske nødhjælpsarbejder er foregået for lukkede døre.
Det er ikke oplyst, hvem Olivier Vandecasteele skal have spioneret for. Eller hvad dommen ellers bygger på.
Det fremgår heller ikke, om sagen er relateret til en protestbølge mod det iranske regime. Den brød ud, da den 22-årige Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt i august sidste år.
Iranske myndigheder har gentagne gange hævdet, at udenlandske kræfter har stået bag protesterne. Men de har ikke fremlagt beviser eller henvist til konkrete forløb.
Iran har gennem en årrække fængslet en række udenlandske statsborgere og ofte idømt dem lange fængselsstraffe efter hurtige, summariske retssager bag lukkede døre.
Olivier Vandecasteele har mulighed for at anke dommen.
Vandecasteele blev anholdt i februar sidste år. Han har været indespærret under "umenneskelige forhold" ifølge den belgiske regering.
Belgien insisterer på, at Olivier Vandecasteele er uskyldig. Og at sagen mod ham er en form for gidseltagning, hvor styret i Teheran forsøger at tvinge den belgiske regering til at løslade Assadollah Assadi, der er en iransk diplomat, som er dømt for terrorisme.
Assadollah Assadi, der var udstationeret som diplomat i Iran, blev anholdt i Paris i 2018, hvor franske, tyske og belgiske sikkerhedsfolk forhindrede et bombeangreb på iranske oppositionspolitikere i eksil.
Assadollah Assadi er dømt til 20 års fængsel for sin rolle i det bombeangreb, som blev forhindret.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie