Berlusconi vinder frem i ny måling trods sexskandalesag

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi øger sin opbakning blandt vælgerne forud for valget i næste måned, viser nye målinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Centrum-venstre ser dog fortsat ud til at vinde valget og står til at få 37,8 procent i den seneste politiske meningsmåling i Italien.

Berlusconis alliance går frem med 1,6 procentpoint til 26 procent, mens den afgående premierminister Mario Monti og hans centrumparti lander på 14,5 procent.

Det kan gøre det sværere for venstrefløjen at danne et solidt flertal i parlamentet.

- Jeg mener, at vi er på vej til at vinde alle de vælgere tilbage, som stemte på os i 2008, og også overtale nogle flere, sagde Berlusconi til sin egen tv-station Canale 5 i weekenden.

Mandag bliver opmærksomheden imidlertid atter rettet mod Berlusconis sexskandaler, når natklubdanserinden Karima El Mahroug er indkaldt til at vidne i retssagen mod den italienske mediemogul.

To gange i december udeblev den marokkanskfødte kvinde, som er kendt under kunstnernavnet Ruby, fra retsmøder i Milano, og hun blev derfor både efterlyst og fik en bøde.

Mahroug var i Mexico, har hendes forsvarer forklaret, men hun ventes at møde op ved retsmødet mandag.

Berlusconi fører således valgkamp for partiet Il Popolo della Libertà (PDL) samtidig med, at han står tiltalt for at have købt seksuelle ydelser af Ruby, da hun var 17 år.

En af Berlusconis advokater siger, at han overvejer at bede om udsættelse af retssagen til efter valget, der finder sted 24. og 25. februar.

Spekulationer går på, at det også er derfor, at El Mahroug og flere andre vidner ikke er mødt op, når de har været indkaldt.

I sidste uge genoplivede Berlusconi sin historiske alliance med det yderliggående højreorienterede parti Liga Nord.

Han valgte samtidig at træde tilbage fra lederposten i PDL i et forsøg på at vinde opbakning forud for det kommende valg.

/ritzau/Reuters